Pengekassen åbnes for byggeriets talenter
De fik legater
Lovisa Andersson:
Udvikling og in situ-test af elektroafsaltning. Malte Harrig: En prototype af en mobil pausepavillon, som skal fungere som en pause i det offentlige rum. Mette Schelde Studio: Udarbejdelse, støbning og udstilling af projektet ’Arkitoner’. Tor Vig Panvil Hansen: Opstart af lille og funktionelt orgelbygger-værksted Nina Marie Sigvardsen: Anvendelse af træaske som delvis cementerstatning. Jakob Berg Johansen: Værksted til strategisk samarbejde i byggeriet. Maria de la Cruz Herreros Alcantud: BIMapping – et kommunikationsværktøj Eleftherios Bourdakis: Eksperimenterende studie af PCM loftspaneler i kontorbygninger Nicholas Shurey: Undersøgelse af kunstigt lys ved Nørreport Station. Anne de Nully: Totaløkonomi og miljø – Et værktøj til rådgivere og bygherrer inden for byggeri. |
Det skal være lettere at føre iværksætterdrømme og gode idéer til byggebranchen ud i livet. Det mener Boligfonden Kuben, som nu åbner for ansøgninger til legatet Spirekassen.
Legatet består i et kontant skulderklap på 25.000 kr., som gives til 10 udvalgte vinderprojekter. Målet er at få flere talentfulde unge til at forfølge iværksætterdrømmen eller de innovative og specielle idéer, der kan skabe både produktivitet og kvalitet i byggebranchen.
- Der er ofte flere barrierer forbundet med at gøre gode idéer og projekter til virkelighed. For det første kræver det kapital, men også sparring og hjælp til praktiske ting. Derfor kan livet som innovatør eller iværksætter også blive meget ensomt, og man kommer måske til at sidde fast i nogle problemstillinger, fordi man er alene om det, siger Karen Mosbech, bestyrelsesformand i Boligfonden Kuben.
Gavner på den lange bane
Fremgangsmåden vækker begejstring hos Dansk Erhvervs chefkonsulent, Sigurd Schou Madsen:
- Adgangen til kapital er en af de største barrierer for at gå i gang som iværksætter. Derfor tror jeg også på, at samarbejde mellem start-ups og etablerede virksomheder er vejen frem. Etablerede virksomheder kan fremsætte kapital og give iværksætterne sparring, og til gengæld får de noget innovation og udvikling ind i virksomheden. Så det er et samarbejde, der både kan rykke noget for den enkelte iværksætter, men også for de enkelte sektorer.
For Boligfonden Kuben er det vigtigste, at støtten giver de unge idémagere nogle flere muligheder. Men bidrager de gode idéer til at få branchen til at vækste og skabe mere innovation, er det win-win. Både for de unge talenter og branchen som helhed.
- Vi giver den her støtte fordi vi kan se, at der er så mange dygtige unge mennesker, der gerne vil ud og skabe noget. Den idérigdom vil vi gerne støtte op om, fordi vi også ved, at det gavner på den lange bane, lyder det fra Karen Mosbech, der sidder i fondens bestyrelse med kendte navne fra byggebranchen som Mikkel Westfall (kreativ direktør i Aarstiderne Arkitekter) og Henrik Mielke, der er adm. direktør i Enemærke & Petersen.
Investering i branchens fremtid
Også Sigurd Schou Madsen ser potentiale i, at fonde går ind og fremmer iværksætterkulturen i Danmark ved at yde økonomisk støtte og vejledning.
- Det med fonde, der støtter iværksætteri er meget spændende og noget, der virkelig rykker. I Dansk Erhverv er vi selvfølgelig fortalere for gode rammevilkår fra samfundets og statens side, men vi tror også på, at der kan vindes meget ved at lade det private gå ind og drive de gode idéer videre. Det er en investering i sektorens fremtid, siger han.
Legatet Spirekassen er åben for ansøgninger indtil 15. januar 2018.
Spirekassen er kun begyndelsen
Når Spirekassen uddeler 10 legater til en samlet værdi af 250.000 kroner, er det kun begyndelsen for de projekter, der indeholder stort potentiale.
Boligfonden Kuben har nemlig i alt afsat 650.000 kroner, som skal støtte udvalgte projekter på Boligfonden Kubens Spirekasse Niveau 2 og Boligfonden Kubens Spirekasse Niveau 3. Tre af de projekter, der fik støtte i 2016, opnåede sidste år støtte til Boligfonden Kubens Spirekasse Niveau 2. Det drejer sig om: Mads Svendsen og Sussie Stenholt Madsen: Udvikling af et produkt bestående af vakuumpakketpakket isolering til lysninger. GeoElements ApS: Aktualisering af byggematerialet ’komprimeret dansk moræneler’. Lasse Rahbæk: Videreudvikling af gitterskalsoptimeringsprogram. |