Bæredygtighed er samfundsmæssigt på dagsorden og er et udfordrende tema for myndigheder, bygherrer og arkitekter rundt omkring i verden. For at imødekomme disse komplekse udfordringer har danske arkitekter og den almene sektor gennem årene givet forskellige arkitektoniske bud på udformningen af bæredygtige almene boliger for at imødekomme en bæredygtig omstilling.

Udfordringerne er dog, at bæredygtige almene boliger typisk er anderledes i sin konstruktion end almindeligt byggeri. Byggerierne kan være anderledes i forhold til opvarmning, udluftning, anvendte teknologier m.v. Det indebærer, at disse boliger er anderledes mht. den fornødne viden og håndtering af de driftsmæssige forhold. Samtidig kan valget af almindelige borgere som målgruppe til den type byggeri derfor indebære et behov for at informere og involvere borgerne, således at intentionerne bag bæredygtighed kommer til at fungere.

Der har været en relativ lille opmærksomhed på studiet af brugernes erfaringer med bæredygtighed i en dansk kontekst, men brugerne kan bidrage med værdifulde kvalitative tilbagemeldinger. For at få mere viden har jeg gennemført et forskningsprojekt med fokus på beboere, driftspersonale og driftsadministrative personale i tre danske almene boligbebyggelser.

Det bæredygtige går tabt
Sluttelig er bygherrerne og initiativtagerne samt arkitekterne blevet interviewet på baggrund af brugernes svar, med henblik på om brugernes erfaringer kan anvendes i designet af kommende byggerier.

Som metode har jeg anvendt en kombination af dybde- og fokusgruppeinterviews med en åben- og fænomenologisk tilgang. Bebyggelsen "Økohus 99" ligger i Ikast og repræsenterer 1. generations lavenergi rækkehuse med økologiske tiltag. "Lærkehaven III" ligger i Lystrup nord for Århus og er opført som passivhus efter tysk standard. "Grøndalsvænge" er beliggende i København og er et lavenergibyggeri 2020 med krav om øget selvforvaltning.

Den generelle konklusion er, at det bæredygtige ofte går tabt i f.eks. den daglige udnyttelse af de tekniske installationer i de bæredygtige, almene boligbyggerier. Dels er personalet ikke informeret og uddannet godt nok til at servicere dem, og dels var beboerne ikke tilstrækkeligt vidende om de forskellige installationer. Grundet manglende viden om de bæredygtige løsninger mister brugerne projektinteressen - teknologier bliver forkert anvendt og er vigtige resultater, der peger på hvorfor, bæredygtigheden i bæredygtige almene boliger ikke fungerer i dag.

Større krav
De almene bygherrer bør sætte større krav til entreprenørerne og rådgiverne, når bæredygtigt byggeri overleveres. Det skal sikre en mere kvalificeret overførelse af viden og information til dels bygherren og brugerne med hensyn håndtering af de bæredygtige teknologier f.eks. ift. forventet anvendelse, drift og vedligeholdelse m.v.

Bygherrerne kan med fordel forundersøge den lokale kontekst med henblik på, om brugernes behov bliver imødekommet. I værste fald kan lokalsamfundets manglende projektinteresse - lokal traditionel kultur og negative narrativer bliver barrierer for at få det bæredygtige projekt til at fungere.

Bygherrerne kan med fordel bygge mere brugervenlige boligbebyggelser, hvis man tidligt involverer de tre brugergrupper, for hvad angår deres ønsker om fællesskab og privathed, tilgængelighed, sikkerhed og tryghed, omdannelse, viden, information samt teknologi og kommunikation. For hvad nytter det at springe brugerinvolveringen over, hvis brugerne derefter føler sig overset og mindsker ejerskabet af projektet? Hvad er glæden ved at bygge et alment bæredygtigt boligbyggeri, hvis det ikke fungerer for hverken brugerne eller gavner bæredygtigheden?

Overordnet har resultaterne bidraget til en mere helhedsorienteret forståelse især, hvilken afsmittende virkning social bæredygtighed har på den miljømæssige og økonomiske bæredygtighed, når social bæredygtighed ikke fungerer i praksis.

Artiklen er en del af temaet Debat.