23948sdkhjf

Femern-banen får lille milliard i EU-støtte

Opgraderingen af Ringsted-Femern Banen modtager det højeste støttebeløb i EU i denne ansøgningsrunde

Europa-Kommissionen har i dag offentliggjort, at man tildeler 920 mio. kroner i EU-støtte til opgraderingen af Ringsted-Femern Banen.

Støtten kommer fra EU’s infrastrukturfond, ’’Connecting Europe Facility (CEF)’’, og tildeles konkret til anlægsarbejdet på strækningen Ringsted-Nykøbing Falster samt ni broer på Lolland. Det er det højeste støttebeløb i ansøgningsrunden, hvor 39 europæiske projekter får tildelt midler for samlet 7,6 mia. kroner.

Penge til broer
- Jeg er meget tilfreds med den betydelige EU-støtte til Femern Bælt-projektet. Der er tale om et flot resultatet, som alle involverede i projektet kan være stolte af. Støtten understreger Europa-Kommissionens meget stærke opbakning til Femern Bælt-projektet. Den er vi selvfølgelig glade for.

- EU støtter projektet, fordi det ikke blot binder Danmark og Tyskland bedre sammen, men fordi det er helt centralt for den fremtidige gods- og persontransport imellem Skandinavien og det øvrige Europa, lyder det fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

Ifølge tidsplanen vil strækningen Vordingborg-Nykøbing Falster være udbygget til dobbeltspor og hele strækningen mellem Ringsted og Nykøbing Falster hastighedsopgraderet til 200 km/t i 2021. Hele strækningen vil være elektrificeret i 2024.

Baneprojektet, der hører under Banedanmark, er en del af kyst-kyst forbindelsen til Tyskland, der også omfatter Femern-tunnelen. Det nye støttebeløb bringer den samlede EU-støtte til Femern Bælt-projektet op på cirka syv mia. kroner.

Mere støtte i vente
Formelt skal Europa-Kommissionens samlede forslag til støttetildelinger godkendes af EU-medlemslandene på et møde den 12. december 2017. Støttetildelingen falder først endeligt på plads, når der i løbet af foråret 2018 indgås en støtteaftale imellem Kommissionen og støttemodtagerne.

Ringsted-Femern Banen har tidligere opnået EU-støtte på i alt 268 mio. kr. til projekteringsfasen.

I den kommende EU-budgetperiode (2021-2027) vil der sandsynligvis kunne søges om yderligere støtte til anlægsarbejdet på Femern Bælt-tunnelen og jernbanen mellem Nykøbing Falster og Rødby, ifølge ministeriet.
Munk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094