Vandsport får nye rammer i Nyborg
Nyborg Marina vil inden længe blive suppleret af et nyt multibassin, et nyt multihus og nye depotfaciliteter til vandsport og triatlon. Det nye og ganske unikke vandsportsanlæg kan beskrives som en idrætshal på og ved vandet.
Her bliver det muligt at dyrke en lang række forskellige vandsportsgrene - tilmed i havvand, der er fem til otte grader varmere end det omkringliggende havvand.
Vandet er havvand fra Nyborg Fjord, der efter at være brugt som kølevand i et lukket system på Fortum Waste Solutions, sendes videre under fjorden i en 2 km lang rørledning og fylder det lukkede multibassin.
Idéen til vandsportsanlægget opstod som en del af en visions- og helhedsplan, som Nyborg Kommune fik udarbejdet sidste år. Det nye vandsportsanlæg vil skabe et på samme tid trygt og spændende samlingssted for nærmest enhver tænkelig udendørs vandsportsaktivitet.
- Her er et projekt, der virkelig kan vise udendørs vandsport frem for nye brugere. Der er stor interesse for udendørs vandsport i Danmark, og intet sted i landet findes et anlæg, som det, der er på vej i Nyborg. Det bliver et enestående aktivitetssted, der vil gøre det både lettere, sikrere og sjovere at dyrke udendørs vandsport. Vi tror, vandsportsanlægget vil finde mange interesserede brugere, og en del af dem vil sikkert komme langvejs fra for at benytte landets første idrætsanlæg på vand, siger direktør Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.
Fonden har netop bevilget 9,2 mio. kroner til projektet.
Udendørs vandsport
Et nyt vandsportsanlæg vil markere Nyborg som et af de bedste steder i landet at dyrke udendørs vandsport - tilmed i opvarmet havvand fra Fortum Waste Solutions. armt vand og trykluftbølge
Multibassinet på 1.250 kvm bliver delt i et familiebassin med lav dybde og et større og dybere aktivitetsbassin.
Ved familiebassinet indrettes blandt andet legefaciliteter, soppebassin og træningsredskaber. Aktivitetsbassinet kan bruges til mange forskellige aktiviteter som fx svømmebaner, kajakpolobane, "vandklatring", dykkerbane og dykkeraktiviteter på bunden.
Aktivitetsbassinet får en trykluftbølge-funktion, så der kan skabes uroligt vand, hvilket er vigtigt, når der skal trænes surfing, stand up paddle og kajak.
Et trædæk på i alt 1.300 kvm omkring multibassinets to dele får plads til socialt ophold, soltrapper og udspringstårn. Trædækket udstyres med ramper, der sikrer adgang til dårligt gående.
Aktivitetsområdet
Multibassinet er selve aktivitetsområdet, der kan sammenlignes med sportsgulvet i en almindelig idrætshal.
Støttefunktionerne for brugerne af multibassinet placeres i et nyt multihus på 420 kvm. Huset udstyres med fitnesslokale, omklædning og bad, fællesrum, køkken samt mødelokaler og formidlingsrum. Multihuset bliver suppleret af en uopvarmet depotbygning på 410 kvm, hvor kajakker og triatlongrej kan opbevares. Depotbygningen får også et værksted til reparation og klargøring af grej.
Alle borgere kan frit bruge det kommende vandsportsanlæg i åbningstiden. En lang række foreninger og flere uddannelsesinstitutioner med aktiviteter i, på og ved vand vil også blive faste brugere.
brahe