København terrorsikres med blomsterkummer
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune vil over de kommende måneder erstatte omkring 60 af de grå betonklodser, der i dag fungerer som værn mod terror, med store, solide plantekummer.
I kummerne vil der blive plantet såvel stauder i lilla og røde nuancer som træer og buske - herunder eksempelvis paradisæble eller japansk kirsebær.
- Det er vigtigt, at vi som by fremstår både indbydende og tryg for københavnerne såvel som de mange besøgende, vi har hvert år, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i en pressemeddelelse.
- Jeg er derfor glad for, at vi får erstattet en del af de rå betonelementer med farverige plantekummer, inden julehandlen sætter ind. Det vil forhåbentligt blive oplevet som et løft af byrummet hos både de handlende og de butiksdrivende, fortsætter han.
De første tre blomsterkummer er sat op i den ende af Strøget, som vender ned mod Kongens Nytorv. Derudover har forvaltningen erstattet tre betonklodser med plantekummer på Amager Torv.
Løsningen er politigodkendt
Cirka 50 betonklodser er desuden ved at blive udskiftet med plinte af genbrugsgranit fra Svanemøllehavn og Statens Museum for Kunst.
Arbejdet her blev sat i gang tidligere på efteråret og er stort set færdigt.
Yderligere 90 betonklodser vil blive malet, så de falder bedre ind i bybilledet, og sideløbende er forvaltningen i gang med at udvikle nyt byrumsinventar, der skal bidrage til at løse udfordringerne på de mest befærdede steder.
Forvaltningen forventer at have prototyper klar til test foråret 2018, lyder det i pressemeddelelsen, hvor det fremhæves, at samtlige løsninger er godkendt af Københavns Politi.
Desuden fremgår det her, at der med Budget 18 er afsat i alt 5,2 mio. kroner til byrumsinventar, der skal beskytte områder i byen med store menneskemængder.