DAGENS LEDER: Bæredygtighed skal indprentes tidligere
Det skorter ikke på villigheden til og interessen for at bygge bæredygtigt herhjemme. Talrige byggerier bliver bæredygtighedscertificeret, og den nyligt afholdte Building Green-messe i København vidner om en stor interesse for bæredygtige byggemetoder og byggematerialer.
En undersøgelse fra byggemarkedskæden Stark viser dog, at det for særligt de små og mellemstore byggevirksomheder er svært at komme i gang med at bygge bæredygtigt. 41 procent peger på mængden af administration som årsag, men hvad værre er, angiver 60 procent af respondenterne manglende viden som årsag til, at de afholder sig fra at bygge bæredygtigt.
Manglende viden er kernen i det hele. For har tømrermesteren ikke det store kendskab til bæredygtigt byggeri, er det op ad bakke i forhold til at komme i gang. Det kan nok så mange kurser ikke lave om på. Derfor bør det allerede være en central del på byggeuddannelserne, at der undervises i bæredygtigt byggeri og brugen af bæredygtige byggematerialer. Ikke bare som sporadiske timer, men som en fuldt integreret del af undervisningen. Her har de tekniske skoler et stort ansvar.
Flere byggecentre følger heldigvis trop med kurser og information, men hvis ikke de unge allerede fra læretiden indprentes at bygge bæredygtigt, er det "grønne" byggeri herhjemme allerede sat langt bagud.
Bæredygtigt byggeri skal så at sige ind med modermælken - både af hensyn til interessen for bæredygtighed på længere sigt, men også i forhold til bygge- og anlægsbranchens konkurrenceevne.