23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i København, Ryomgård, Viborg, Mariager og Arden

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Gårdhaver
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om byfornyelsesforslag til to fælles gårdhaver i karréer på henholdsvis Nattergalevej i Nordvest og Petersborgvej på Østerbro skal sendes i høring og til afstemning.

Beboere og ejere i karréerne har søgt Københavns Kommune om at få etableret en fælles gårdhave, og karréerne lever op til byfornyelseslovens støttekriterier som blandt andet er, at karréen består af flere matrikler og at friarealer er utidssvarende.

I begge projekter vil etablering af en fælles gårdhave give attraktive opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréerne.

Udgiften til at etablere de to fælles gårdhaver forventes at blive 8,5 mio. kroner i Petersborgvejskarréen og 8,5 mio. kroner i Nattergalevejskarréen.

Den endelige beslutning om at gennemføre de to fælles gårdhaver og udmøntning af bevilling hertil træffes af Borgerrepræsentationen på baggrund af høringen og afstemningsresultatet i foråret 2018. Gårdhaverne forventes i givet fald færdiganlagte i sommeren 2019.

KØBENHAVN

Naturlegeplads i Amager Strandpark
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag prioritere, hvilke udviklingsprojekter Teknik- og Miljøforvaltningen skal udføre i Amager Strandpark i 2018.

Forvaltningen indstiller, at puljemidlerne, der blev opnået i forbindelse med opløsningen af Amager Strandpark I/S, anvendes til etablering af en naturlegeplads på den gamle sandstrand, hvor elementer, der giver børn mulighed for leg med vand, indgår i udformningen samt til opstilling af borde og bænke i 2018.

REGION MIDTJYLLAND

RYOMGÅRD

Nedrivning
Syddjurs Byråd besluttede i forbindelse med vedtagelse af budget 2017, at Plejeboligerne Ringparken skal udfases, og visitationen til plejeboligerne ophører ved årsskiftet.

Fremtiden for boligerne var på Økonomiudvalgets dagsorden forleden, hvor det blev besluttet at foretage en delvis nedrivning af Ringparken og reservere grunden til eventuel fremtidig kommunal bebyggelse.

VIBORG

Fornyelse af gågader
Teknisk Udvalg godkendte i august et projekt for nedre Gravene og Sct. Mathias Port, og nu skal detailprojekteringen sættes i gang.

For at binde gågaderne sammen er der lavet et projektforslag, som forbinder Vestergade i nord med Sct. Mathias Gade helt frem til Vesterbrogade.

Viborg Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til frigivelse af 10.857.000 kroner til projektet.

Anlægsarbejdet forventes udført i perioden fra forsommeren 2018 til ultimo 2019.

REGION NORDJYLLAND

MARIAGER

Cykelsti
Mariagerfjord kommune har fremsendt ansøgning til Vejdirektoratets Cykelpulje om tilskud til etablering af cykelsti mellem Mariager og Assens.

Det ansøgte anlægsbudget er på otte mio. kroner, og der kan maksimalt opnås 40 procent i tilskud fra Cykelpuljen.

Mariagerfjord Byråd skal på sit møde på torsdag tage stilling projektet og en tillægsbevilling til den kommunale egenfinansiering svarende til 4,8 mio. kroner.

Direktøren for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet, at cykelstiprojektet Mariager-Assens godkendes til projektering, udbud og igangsætning under forudsætning af, at der opnås støtte fra Cykelpuljen, og at der tillægsbevilges 4,8 mio. kroner til projektet.

Der forventes en afgørelse fra Cykelpuljen inden årets udgang.

Cykelsti-projektet indeholder én km enkeltrettede, asfalterede cykelstier fra Mariager mod øst og 3,5 km dobbeltrettet, asfalteret cykelsti mellem Hadsundvej og Mariager Fjord på resten af strækningen. Dertil kommer to krydsningsheller og cykelrasteplads med borde og bænke, informationstavle, affaldsstativer, vand og luftpumpe til cykler mm.

ARDEN

Udvikling af bymidte
Mariagerfjord Byråd vedtog i februar, at der skulle udarbejdes en helhedsplan for midtbyen i Arden. Det er nu sket, og helhedsplanen indstilles til godkendelse i byrådet på torsdag.

Planen er lavet af en arbejdsgruppe med deltagelse af Mariagerfjord Kommune, Arden Fællesråd og lokale interessenter fra Arden i samarbejde med Bark Rådgivning og har fået støtte fra Landdistriktpuljen. Planen er faseinddelt, så det er muligt at realisere dele af planen løbende.

Ønsket er at gøre bymidten mere grøn og bringe skoven ind i bymidten. Der skal skrues op for bykvaliteten og ned for den dominerende trafik i hele bymidten - og gives plads til byrum og elementer, der skaber en oplevelse af bykvalitet.

Prisen for realisering af planen er anslået til 10 - 15 mio. kroner.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.188|instance-web03