23948sdkhjf

Ny politisk aftale skal sikre kapital til de små virksomheder

Regeringen er sammen med DF og de radikale blevet enige om at afsætte knap 15 mia. kroner til at styrke erhvervslivet. Det skal blandt andet ske med et investorfradrag

Med en politisk aftale om at gøre det nemmere og mere overskueligt at investere sine penge i aktier får de små og mellemstore virksomheder samtidig bedre adgang til risikovillig kapital.

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgået forlig om en erhvervs- og iværksætterpakke.

Samlet afsætter de fem partier 14,7 mia. kroner frem til 2025 til at styrke dansk erhvervsliv og skabe en stærk iværksætter- og aktiekultur blandt andet med en aktiesparekonto og et investorfradrag, der giver fradrag for indskud i små og mellemstore virksomheder.

- Det er glædeligt, at vi med aftalen har banet vejen for, at flere danske virksomheder kan vokse sig store og udvikle sig til nye erhvervssucceser i fremtiden. Partierne bag aftalen investerer i alt knap 15 mia. kroner frem til 2025 i erhvervslivet og skaber mulighed for, at flere danskere også kan engagere sig i virksomhedernes udvikling, så vi kan sammen kan løfte fremtidens virksomheder, udtaler erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i forbindelse med præsentationen af aftalen.

Erhvervs- og iværksætteraftalen
VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er enige om at gennemføre en række initiativer inden for fem områder for at styrke grundlaget for den fremtidige vækst:
  • Styrket iværksætter- og aktiekultur
  • Grænsehandelspakke og afgiftssanering
  • Digitalisering, nye forretningsmodeller og grøn omstilling
  • Turisme- og landdistriktspakke
  • Konkurrencevilkår og globalisering
    Der er tale om mere end 35 initiativer inden for en samlet ramme på ca. 0,7 mia. kroner i 2018 stigende til ca. 2,2 mia. kroner i 2025.

Tiltrækker kapital
Med investorfradraget lemper partierne beskatningen af de midler, der investeres, dermed bliver det mere attraktivt at investere i de pågældende iværksættervirksomheder, der samtidig får lettere ved at tiltrække kapital.

Investorfradraget giver personer, der direkte investerer i de omfattede virksomheder, mulighed for årligt at fradrage halvdelen af investeringer for op til 400.000 kroner i 2019-2022.

Fra 2023 og frem kan halvdelen af investeringer for op til 800.000 kroner fradrages.

Endvidere er det besluttet at give fradrag til personer, der igennem en særlig type iværksætterfonde, investerer i unoterede små og mellemstore virksomheder. Fradraget bliver på halvdelen af investeringer op til 125.000 kroner fra 2019 til 2022 og fra 2023 og frem bliver fradraget på halvdelen af investeringer op til 250.000 kroner.

Hos Dansk Byggeri tager cheføkonom Bo Sandberg vel imod pakken med initiativer.

- Det er især glædeligt - og en positiv overraskelse - at der er aftalt dobbelt-op på investorfradraget i det endelige forlig i forhold til i regeringens oprindelige udspil fra august. Det er særdeles positivt, da netop investorfradraget i Dansk Byggeris optik, er det enkeltstående initiativ blandt de knapt 40 i hele erhvervspakken, med størst direkte positiv betydning for bygge- og anlægsbranchen, da langt de fleste byggevirksomheder er små og mellemstore unoterede virksomheder, siger han.

Opsparing og aktier
For at styrke den danske aktiekultur og brede ejerskabet af virksomhederne ud til flere danskere giver partierne mulighed for at oprette en aktiesparekonto, hvor lønmodtagere kan placere opsparing i noterede aktier og aktiebaserede investeringsbeviser. Aktiesparekontoen vil have en lavere beskatning af afkastet på indeståender end den gældende aktieindkomstbeskatning. Ordningen skal indfases gradvist med et loft på 50.000 kroner per person i 2019 voksende til 200.000 kroner i 2022 og frem. Der kan sættes penge ind på kontoen, så længe den aktuelle saldo på kontoen er under loftet.

Derudover sænkes elvarmeafgiften, afgiften på overskudsvarme samt en række afgifter på grænsehandelsfølsomme varer.

Det mener LO
LO-formand Lizette Risgaard glæder sig over, at aftaleparterne ikke længere vil finansiere erhvervspakken ved at forringe dagpengene for de nyuddannede ledige, men undrer sig over, at man har valgt at finansiere tiltagene ved blandt andet at skære på aktiveringsindsatsen:

– Det er godt, at man har droppet de katastrofale besparelser på det ene ben af flexicurity – nemlig dagpengene. Men det er mildest talt problematisk, at det er det andet ben – den aktive arbejdsmarkedspolitik – der skal betale for, at man blandt andet vil sænke afgifterne på sodavand og nødder. Vi ved, at kommunerne har en trængt økonomi, og derfor er det meget optimistisk at forestille sig, at man kan spare næsten en milliard kroner årligt på aktivering af arbejdsløse. Det virker som en rigtig dårlig idé at spare på uddannelse og opkvalificering af arbejdsløse, når vi står i en situation, hvor stadig flere virksomheder har brug for kvalificerede medarbejdere, siger hun.
SMVdanmark om erhvervspakken
Hos SMVdanmark (det tidligere Håndværksrådet) tager vicedirektør Jakob Brandt godt imod de mange forslag. Han fremhæver særligt, at det nu lettere for SMV’er og iværksættere at tiltrække risikovillig kapital, da investorerne får et skattefradrag for at investere i unoterede små og mellemstore virksomheder.

– Det er ikke hver dag, der indgås en erhvervsaftale på Christiansborg. Derfor skaber det også ekstra begejstring hos os, at der er så mange af tiltagene, der skal forbedre vilkårene for de mindre virksomheder. Adgang til finansiering har i årevis været en af de største barrierer for, at de små og mellemstore virksomheder kan udvikle sig hurtigt. Derfor tror vi på, at investorfradraget vil bidrage til, at vi vil få virksomheder, der hurtigere udvikler sig og skaber vækst, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11