DAGENS LEDER: Socialt ansvar er også byggeriets
Det kan kræve store ressourcer i en virksomhed at ansætte mennesker, som af den ene eller anden grund har det så svært, at de ikke kan arbejde på fuld tid.
Men flere virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har taget opgaven på sig, og derigennem udvist et større og større socialt ansvar. Senest var tømrerfirmaet Egon Olsen & Søn nomineret til prisen CSR People Prize for at have ansat folk, som efter længere tids sygdom og arbejdsskader skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Og Saint Gobain Distribution Denmarks logistiklager i Randers har ligeledes vundet Randers Kommunes CSR-pris for sin indsats over for unge og ledige på kanten af samfundet.
Det er prisværdigt, at flere byggevirksomheder på denne måde tager deres del af ansvaret, når det gælder at hjælpe syge og socialt udsatte tilbage på arbejdsmarkedet eller fastholde dem på samme.
Det kræver selvfølgelig hårdt arbejde og er ikke en gratis omgang for virksomheden. Målet er forhåbentligt at kunne tilbyde de pågældende en varig tilknytning til virksomheden, så de effektivt kan bidrage til bundlinjen.
Det sociale ansvar er dog svært at måle og sammenligne fra virksomhed til virksomhed. Samtidig kan der være forskellige forudsætninger både økonomisk og størrelsesmæssigt i forhold til at omfavne det sociale ansvar. Men har virksomhederne mulighederne, bør de omfavne socialt udsatte, langtidssygemeldte og folk på kanten af arbejdsmarkedet. Det kan lønne sig i positive og glade medarbejdere, der kan satses på i fremtiden.