DAGENS LEDER: Udlændinge er en vigtig ressource
Da 10 øst- og centraleuropæiske lande i 2004 blev optaget som nye medlemmer i EU, ringede alle alarmklokker hos ikke mindst den hjemlige fagbevægelse. For dermed var der åbnet noget nær en ladeport for eksempelvis polakker, tjekkere og ungarere, som ville overstrømme de danske byggepladser med billig østeuropæisk arbejdskraft.
13 år senere må man blot konstatere, at frygten er blevet gjort til skamme. Jo, der har været grelle eksempler med grov underbetaling af østeuropæiske bygningsarbejdere. Men set under et er de i dag 15-18.000 udlændinge på danske bygge- og anlægsprojekter blevet en naturlig del af hverdagen, og både virksomheder men også fagbevægelsen har konstateret, at de i en tid med mangel på danske bygningshåndværkere slet ikke kan undværes.
Hverdagen på byggepladser står i kontrast til de politiske udmeldinger fra ikke mindst dele af Venstre samt Dansk Folkeparti på Christiansborg, som helst ser færre udlændinge til landet. Men sådan er virkeligheden bare ikke i bygge- og anlægsbranchen. Her er der brug for den udenlandske arbejdskraft, og konkurrencen bliver ikke mindre. For der er kommet mere gang i byggeriet i vores nabolande - herunder også Polen - og dermed bliver det langt svære for bygge- og anlægsvirksomhederne at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.
Skal danske byggevirksomheder klare sig i konkurrencen med udlandet kræver det politisk velvilje. For byggeriet har brug for de udenlandske ansatte. Den kan i sidste ende være forskellen på en rød og sort bundlinje.