23948sdkhjf

God aftale - men ingen grund til jubel

Der er meget godt at sige om trepartsaftalen, der er indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets hovedorganisationer, mener Arbejdsgiverne

Samlet er der afsat 2,5 mia. kroner over de næste fire år til at styrke voksen-, efter- og videreuddannelserne. En helt nødvendig satsning i betragtning af, at virksomhederne mangler kvalificerede medarbejdere, og medarbejderne de senere år har haft gradvist mindre lyst til at efteruddanne sig på de hidtidige vilkår.

Derfor hilser vi det i Arbejdsgiverne særdeles velkomment, at der nu er skabt rammer for et mere attraktivt og fleksibelt efteruddannelsessystem, hvor man tager særlige hensyn til dem, der har mindst uddannelse bag sig.

Store udfordringer
600.000 voksne mangler basale læse- og skrivefærdigheder. Næsten hver anden ufaglært finder det ikke nødvendigt at tage efteruddannelse, og man kan se, at stadig færre bruger voksen- og efteruddannelser. Det er nogle af de store udfordringer, som aftalen tager hånd om.

Hos Arbejdsgiverne bider vi særligt mærke i løfterne om at kvaliteten af AMU-kurserne skal forbedres. Arbejdsmarkedsuddannelserne skal tilføres 280 millioner kroner til at styrke kvaliteten i tilbuddene. Derudover afsættes der på 140 millioner kroner til en kvalitetspulje til AMU. Pengene skal bl.a. bruges til at tilpasse AMU-kurserne til den enkelte virksomheds behov.

Det er helt i tråd med en moderne forståelse af efter- og videreuddannelse. Den handler ikke så meget om at sidde på skolebænken og tage en formel uddannelse. Det drejer sig mere om, at en virksomhed og dens medarbejdere udvikler sig i takt med opgaver og udfordringer og løbende bygger på, for at være foran i konkurrencen.

Lempede sparekrav
Med de tilførte midler er AMU-systemet ude over regeringens generelle sparekrav - det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent.

Vi noterer, at kravet om besparelser også er lempet til erhvervsskolerne, men med understregning af ordet lempet. Skolerne skal stadig spare, og det kunne vi have ønsket anderledes, hvis man for alvor ville have slået et slag for det største problem, vi har på arbejdsmarkedet i dag - nemlig en mangel på faglært arbejdskraft, der bliver større og større dag for dag og truer virksomhedernes muligheder for vækst.

Det er anerkendelsesværdigt, at man i trepartsaftalen har hævet bonusbeløbet til virksomheder, der tager særlig mange lærlinge, men det er ikke nok.

Der skal flere initiativer i sving - og flere midler til erhvervsskolerne - hvis Danmark fortsat skal være et produktionssamfund.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109