DAGENS LEDER: Kontrol kan ikke stå alene
Man har talt om det i rigtig mange år. Ulykkerne på landets byggepladser er alt for mange, og ulykkeskurven skal knækkes.
Men det er som om, at det bare ikke vil lykkes. Derfor søsætter Arbejdstilsynet i dag en ny tilsynsmetode, hvor tilsynet frem for at have virksomhederne som udgangspunkt nu har byggepladsen som fokus. Samtidig indfører Arbejdstilsynet langt flere uanmeldte besøg på byggepladserne.
Ulykkeskurven skal selvfølgelig knækkes og derfor hilses det nye tiltag velkomment. Men man kan spørge, hvorfor Arbejdstilsynet ikke for lang tid siden har gjort alvor af at indføre langt flere uanmeldte besøg. Man fanger jo ikke nødvendigvis de brodne kar i branchen ved at varsko virksomhederne om et byggepladsbesøg en eller to dage i forvejen.
Når det er sagt, er det positivt, at Arbejdstilsynet i langt højere grad lægger op til en meget mere dialogbaseret tilgang til problemstillingerne med de virksomheder som får eksempelvis et påbud. For kontrol kan ikke stå alene.
Der skal fortsat slås hårdt ned på de virksomheder, der gang på gang overtræder reglerne. Men ofte kan en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen i lige så høj grad være et udtryk for fejl i arbejdsgange eller manglende kommunikation mellem svendene på byggepladsen og virksomheden.
Her kan den fornødne rådgivning fra Arbejdstilsynet forhåbentlig bidrage positivt, og derfor er dialog også et vigtigt element i arbejdsmiljøarbejdet.