Overtryksventilation sikrer røgfrie flugtveje
Danklima har stået for projekteringen og dimensioneringen af Z-Husets ventilationsanlæg i samarbejde med Rambøll, der er rådgiver på projektet. Danklima er en af de eneste danske ventilationsvirksomheder med egenproduktion i landet og har derfor også installeret egne rør og kanaler i det nye byggeri.
Kun én flugtvej krævet
Z-Husets omfattende ventilationssystem indbefatter boligventilation, et ventilationsanlæg til garagen og overtryksventilering (OTV).
- Vi har lavet OTV-anlæg til trappeopgangene i lejlighedskomplekset. Det er der ikke lavet mange steder i Danmark endnu. Typisk i boligejendomme er der mindst to flugtveje, således at hvis der er brand i fortrappen, kan man løbe ned af bagtrappen. Men i Z-Huset er der kun én trappe i hver bygningssektion. Så for at sikre sig at beboere kan flygte gennem en trappeopgang, der ikke er røgfyldt, ventileres trappen med en stor mængde luft, hvis en brand skulle opstå, forklarer ingeniør Torben Kjelsmark, tilbudschef hos Danklima.
Danklima har installeret tre OTV-anlæg i Z-Huset. Alle anlæg levede op til de strikse krav og blev godkendt i første forsøg.
180 forskellige løsninger
Der er ikke gået på kompromis med kvaliteten af ventilationsanlæggene i Z-Huset, og beboerne har alle haft mulighed for at tilpasse ventilationen i deres lejligheder.
- Vi har udført utrolig mange og forskelligartede løsninger i boligerne. Den ene beboer ønsker måske én type emhætte, mens naboen ønsker en anden type ventil, og en tredje vil have det i en helt anden farve. Der tages virkelig hånd om alles ønsker. Det har selvfølgelig også gjort projektet lidt ekstra udfordrende, for selvom anlægget er det samme for alle, er der omkring 180 forskellige tilpasninger, vi har skullet efterleve. Ét sted er der eksempelvis udført ventilation i et walk-in closet, fortæller Torben Kjelsmark.
Danklima er i dag ved at lægge sidste hånd på installationerne i de nye lejligheder. Virksomheden har været glad for at være en del af det prestigefyldte projekt, og for det gode samarbejde mellem aktørerne og totalentreprenøren A. Enggaard.
Fakta:
|