DAGENS LEDER: Tværfagligheden når nye områder
Der har længe eksisteret en udpræget tværfaglighed hos ikke mindst de største rådgivende ingeniørfirmaer. De har i stigende grad opkøbt arkitektfirmaer eller oprettet deciderede tegnestuer for i højere grad at kunne tilbyde hele pakken inden for rådgivning. Og omvendt er nogle arkitektvirksomheder begyndt at tilbyde ingeniørrådgivning.
Tværfagligheden er nu også nået til landinspektørerne, hvor manglen på uddannede landinspektører eksempelvis har fået landinspektørvirksomheden Mølbak til at ansætte både arkitekter, ingeniører og konstruktører.
Landinspektørerne har selvfølgelig deres kerneydelser - den matrikulære del og beskikkelsesdelen. Men kampen om kunderne bliver ikke mindre i de kommende årtier. Derfor er det naturligt, at de største landinspektørvirksomheder kigger mod anden rådgivning inden for ikke mindst det ejendomsretlige område, for at kunne tilbyde en større palette af ydelser.
For landinspektørerne bør det også være en måde at ruste til fremtiden. Landinspektøruddannelsen sikrer fortsat en stor grad af specialisering og faglighed og qua beskikkelsen eneret på udførelse af landinspektøropgaver.
Men der kunne ligge uopdyrket land for de største af rådgiver- og arkitektvirkomhederne i at opkøbe landinspektørvirksomheder og på den måde i højere grad kunne tilbyde en hel rådgiverpallette.
Derfor er den større tværfaglighed hos landinspektørerne kun en naturlig vej at gå.