23948sdkhjf

HedeDanmark vil sikre flis til den danske energisektor

Virksomheden har netop indgået strategisk samarbejde med norske Viken AT Market om leverancer fra Norge

HedeDanmark har indgået et strategisk samarbejde med det norske selskab Viken AT Market, der ejes af to store norske skovejerorganisationer.

Den nye aftale skal sikre stabile leverancer af bæredygtigt træflis til den danske energisektor.

- Stabile leverancer af flis er afgørende for en bæredygtig produktion af energi og varme til danske virksomheder og forbrugere. Aftalen om import af træflis fra Norge er vigtig, for at HedeDanmark kan understøtte og sikre fortsat udvikling af bæredygtig energi i Danmark, siger Steen Riber, divisionsdirektør i HedeDanmark, i en pressemeddelelse.

Voksende marked
Størstedelen af den træflis, HedeDanmark leverer til dansk energiproduktion, vil fortsat komme fra danske skove, men store kraftværkers omstilling til træflis gør, at import af træflis er nødvendig. Det gælder blandt andre Amagerværket og Skærbækværkets omstilling.

Sammen med en lignende omstilling på en række mindre kraftværker medfører det en stor stigning i det danske forbrug af flis.

Tilsammen vil de to værker alene bruge cirka 1,6 mio. ton flis om året, hvoraf de cirka 1,5 mio. ton skal sejles ind.

HedeDanmark har i dag indgået aftaler med danske skovejere og kraftvarmeværker om leverance af cirka 650.000 ton flis.

Vil bredere samarbejde
Ud over stabil leverance til Danmark gavner aftalen også i Norge.

Her sikres de norske skovejere afsætning af træ, som ikke kan bruges på savværker. Forbruget af flis i Norge er nemlig begrænset, da adgangen til vandkraft og den norske undergrund gør det relativt dyrt at etablere fjernvarmenet.

- Samarbejdet med HedeDanmark er vigtig for vore skovejere, som får en stabil og værdifuld afsætning af træflis, som vi ellers ikke kunne anvende. Aftalen er derfor ikke alene en økonomisk gevinst for vore skovejere, men også for klimaet, siger Anders Øynes, adm. direktør i Viken AT Market.

Som en del af det strategiske samarbejde skal HedeDanmark bistå Viken AT Market i opbygning af organisation og processer i forbindelse med produktion af flis.

På sigt er det forventningen, at HedeDanmark og de norske partnere skal udveksle erfaringer på skovområdet i bredere forstand.
jsk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112