23948sdkhjf

LM Byg vinder nyt stort hospitalsbyggeri

Greve-entreprenøren skal stå for råhusentreprisen på Nyt Hvidovre Hospital til en værdi af over 180 mio. kroner

Entreprenørvirksomheden LM Byg A/S skal stå for råhusentreprisen på den 32.500 kvm store udvidelse af Hvidovre Hospital.

Entreprisen har en værdi på over 180 mio. kroner og skal stå færdig i 2020, hvor Nyt Hvidovre Hospital efter planen skal være indflytningsparat.

Med opgaven tager LM Byg et vigtigt, strategisk skridt mod at indfri virksomhedens ambitiøse vækstplan.

Omsætningen skal løftes med cirka 20 procent hvert år, så det nuværende niveau på knap 400 mio. kroner er vekslet til en toplinje på 6-700 mio. kroner i 2020. Og det skal blandt andet ske ved at øge antallet af råhus- og hovedentrepriser.

- Vi er meget tilfredse med at have vundet opgaven, der passer godt til LM Bygs strategi om at tage andel i de kommende hospitalsbyggerier. Vi har stor erfaring med hospitalsbyggerier og arbejder benhårdt på at være den bedste leverandør af råhuse, som altid leverer kvalitet til tiden, siger adm. direktør Hans Anker Nielsen, der overtog direktørstolen fra Carsten Mindegaard i august sidste år.

Nyt parkeringshus
Virksomhedens aktuelle referenceliste omfatter blandt andet opførelsen af Rigshospitalets nye P-hus med plads til 665 personbiler i 10 parkeringsdæk samt terrændæk og en kælderetage.

Det er også LM Byg, der står bag råhusentreprisen på Øresund Strandpark, der er et boligbyggeri på i alt ca. 50.000 kvm.

Endelig er LM Byg prækvalificeret til at give tilbud på nyt råhus på Ny Retspsykia-tri Sct. Hans ved Roskilde. Byggeriet er på cirka 20.700 kvm og har forventet byggestart i foråret 2018.

Fem etager højt byggeri
LM Byg blev i februar prækvalificeret til opgaven, som udføres vest for det eksisterende hospital på Kettegårds Alle 30 i Hvidovre.

Den nye hospitalsfløj er på 32.500 kvm samt en tilhørende 7.750 kvm parkeringskælder.

De mange nye kvadratmeter bliver fordelt på fem etager, hvor stueetagen skal huse en ny fælles akutmodtagelse med direkte adgang til både obstetrisk- og neonatal afsnit.

På første sal er akutmodtagelsens sengeafsnit, mens hjerteafdelingen og børneafdelingen kommer til at ligge på de to øverste etager. Kælderen vil være en forlængelse af den nuværende parkeringskælder og øge antallet af parkeringspladser på Hvidovre Hospital.

Nyt Hvidovre Hospital
LM Byg vandt råhusentreprisen på Nyt Hvidovre Hospital foran Hoffmann, MT Højgaard, NCC Danmark og Per Aarsleff. Det er den tredje kontrakt på byggeriet, der i alt omfatter 21 entrepriser.

Byggemodningsentreprisen blev vundet af Barslund, hvis bud på 20,6 mio. kroner var fire mio. kroner lavere end det næstlaveste bud, der kom fra Arkil. Byggeplads, anstilling og drift blev vundet af Ajos, der var i konkurrence med Hoffmann, Jorton, M.J. Eriksson og Ramirent.

Nyt Hospital Hvidovre har et samlet budget på cirka 1,7 mia. kroner, der finansieres af Statens Kvalitetsfond og Region Hovedstaden, og projekterne forventes færdigbygget i 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11