23948sdkhjf

Dansk Byggeri: Uhørt korte frister for solceller

Dansk Byggeri raser over den korte svarfrist for høring på solcelleområdet.

En høring med en svarfrist på to-tre arbejdsdage er ikke i orden.

Det skriver Dansk Byggeri i et svar til Energistyrelsen.

- Det er uartigt med den korte svarfrist for lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi. Det er i øvrigt ikke første gang, det sker for solcelleområdet, som det her handler om. Vi håber, at der denne gang vil blive lyttet til kritikken, siger chefkonsulent Camilla Damsø Pedersen, Dansk Byggeri.

Hun bakkes op af sin direktør Michael H. Nielsen.

- Når vi tager bladet for munden, så er det fordi det efterhånden er femte eller sjette gang at den her branche bliver omreguleret. Det er håbløst. Der har ikke været tilskud til nogen projekter i 2017 overhovedet. Det er ikke fair i forhold til de virksomheder, der forsøger at få en forretning ud af det her, siger Michael H. Nielsen.

Det er svarfristen på høringen om det nye solcelleudbud, som Regeringen, og partierne i energiforligskredsen indgik aftale om i sidste uge, der er årsagen til utilfredsheden. 

Stor usikkerhed på solcelleområdet
Dansk Byggeri har set på lovforslaget, og kalder det for endnu et grelt eksempel på den stop & go-politik, der føres på solcelleområdet. 

- Det er dybt beklageligt. De hyppige ændringer i støttevilkårene for solceller er med til at skabe stor usikkerhed for investorerne og ødelægger hjemmemarkedet for solceller. Det er hverken godt for industrien eller den grønne omstilling, pointerer Camilla Damsø Pedersen.

I forslaget suspenderes solcellepuljen for 2017. Det betyder, at ingen investorer har haft mulighed for at sætte solceller op i 2017 med støtte.

- Der er ingen anden teknologiform, der på den måde bliver kastet rundt. De hyppige ændringer i støttevilkårene, som denne lovgivning er et eksempel på, er med til at gøre regelsættet fuldstændigt uigennemskueligt for investorerne, siger hun.

Behov for strategi for solceller
Dansk Byggeri stiller sig på den baggrund uforstående overfor det manglende politiske fokus på, hvordan solceller skal fremmes som en vigtig brik i den grønne omstilling.

 - Denne stop & go-politik hjælper ikke på at få skabt klarhed om, hvordan solceller fremmes. Der bør tages bedre hånd om området, så fx også industrien kender de langsigtede rammevilkår. Dansk Byggeri forventer i øvrigt, at branchen i højere grad inddrages som høringspart, når rammerne for et nyt teknologispecifikt udbud for sol skal fastsættes, slutter Camilla Damsø Pedersen.  

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125