23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Klare regler for konkurrencen

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Et nyt lovforslag fra regeringen skal øge konkurrencen gennem en mere effektiv og anvendelig konkurrencelovgivning. Den skal blandt andet skabe en mere klar retstilstand for de særlige konsortiesamarbejder, hvor eksempelvis mindre virksomheder kan gå sammen om at byde på større opgaver.

Sådanne konsortier er tidligere røget i problemer senest med det særlige vejmarkeringskonsortium, hvor Konkurrencerådet afgjorde, at konsortiedeltagerne på egen hånd kunne have budt på delopgaver i forbindelse med udbuddet i stedet for at byde sammen. Derfor var konsortiet udtryk for en konkurrencebegrænsende aftale.

Lovforslaget har allerede mødt kritik fra Dansk Byggeri, som mener, det er et spil fra galleriet i og med, at udspillet ikke fjerner usikkerheden omkring konsortier. I stedet burde der have været indført klarere regler for, hvornår virksomheder er i konkurrence med hinanden.

Der skal ikke herske tvivl om, at der skal slås hårdt ned på konkurrencebegrænsende adfærd, og det er langt fra optimalt, at virksomhederne ikke kan operere inden for klare regler om konsortier.

Konsortierne er en effektiv måde for ikke mindst de mindre virksomheder til at melde sig ind i kampen om de store udbud på bygge- og anlægsområdet. Men det skal selvfølgelig ske inden for klare regler, hvor virksomhederne ikke pludselig skal optræde i et større retsmaskineri, som i sidste ende kan tage livet af dem. Derfor lytter regeringen forhåbentlig også til kritikken, inden lovforslaget bliver til virkelighed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125