23948sdkhjf

Eksklusive BIG-boliger kickstarter stort Aalborg-projekt

To tredjedele af lejlighederne i nybyggeriet Harbour Gate blev solgt i åbningsweekend.

Boligmarkedet buldrer afsted, og det er ikke kun i København og Aarhus, at dyre lejligheder sælges, nærmest inden de er kommet på markedet.

Således kan den nordjyske erhvervsmand Martin Nielsen glæde sig over, at det i løbet af åbningsweekenden er lykkedes at sælge 17 ud af 26 lejligheder i byggeriet Harbour Gate, der er tegnet af Bjarke Ingels Group som det første nybyggeri i omdannelsen af Aalborgs gamle, fredede spritfabrik fra 1931.

Lejlighederne, der spænder i størrelse fra 86 til 260 kvadratmeter, koster fra 2,9 og helt op til 16 mio. kroner, men det har ikke afskrækket køberne. I hvert fald havde fire af de fem største og dyreste lejligheder fundet ejere, da salgsteltet lukkede ned sidst på eftermiddagen søndag.

- Responsen har været fuldstændig overvældende, siger Martin Nielsen, der forventer at starte udgravningen til p-kælder i begyndelsen af 2018.

En ny port til byområdet
Det cirka 4.500 kvadratmeter store boligbyggeri opføres i fire etager i forlængelse af de eksisterende fabriksbygninger ud mod fjorden, få meter fra Tomás Saracenos ”Cloud City”-kunstværk, der bliver verdens største kunstinstallation af glas.

- Det er et byggeri, som danner en port ind til det nye byområde i modsatte ende af den gamle fabriksport. Byggeriet 'skæres over' på midten og agerer dermed en slags scenetæppe, der trækkes til side og byder folk inden for til Cloud City og Saraceno-værket, forklarer David Zahle, ansvarlig partner for BIG i projektet.

Gennemskæringen skaber en 17 meter høj passage ind til det nye byområde og ender øverst i en halv meter bred sprække, der trækker lys ind i passagen. Ned mod havnebassinet læner bygningen sig ud, og på den måde skabes en 8-9 meter bred fortsættelse af den eksisterende havnepromenade.

- Det er et af de boligprojekter, hvor der stort kun er unikke lejligheder. Der er næsten ingen repetition i byggeriet, så det at gå på besøg hos naboen vil rent faktisk give en oplevelse af at komme ind i en anden lejlighed – i modsætning til et traditionelt etagebyggeri, hvor en masse næsten ens boliger er stablet ovenpå hinanden, siger David Zahle.

Hvem der skal bygge Harbour Gate afgøres i løbet af dette efterår. Bygherre Martin Nielsen forventer, at køberne kan flytte ind i deres nye lejligheder på et tidspunkt mellem 1. juli og 1. december 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187