Det hele startede i Valby
Da Willy Rasmussen etablerede sin entreprenørvirksomhed tilbage i 1997, havde han ingen forestillinger om, at hans virksomhed en dag skulle varetage to af de største boligbyggerier i Danmark – på samme tid.
Men sådan blev det, da Willy Rasmussen i foråret 2013 fik en henvendelse fra DFE, som oplyste, at de havde købt den tidligere FL Schmidt grund i Valby, og agtede at opføre et boligområde på størrelse med en lille bydel. DFE og Willy Rasmussen blev enige om, at WR Entreprise skulle have ansvaret som totalentreprenør for opførelsen af 48 boliger på byggegrund C.
Derefter tog tingene fart. Inden den første etape på byggegrund C var færdig, blev de to parter enige om at fortsætte det gode samarbejde. WR Entreprise fik til opgave at opføre yderligere 63 boliger – og derfra gik det slag i slag, og WR Entreprise ender med at opføre 400 boliger på den vestlige del af Valby Maskinfabrik.
WR Entreprise er nu i fuld gang med det område, der kaldes GKL, som vender ud mod Gammel Køje Landevej, og indebærer 415 lejligheder med en tilhørende stor parkeringskælder. Det sidste byggefelt som WR Entreprise kaster sig over hedder VA1, som foruden 139 lejligheder også indeholder en stor parkeringskælder samt butikker i stueetagen. Når WR Entreprise er færdige med Valby Maskinfabrik, har virksomheden i alt opført over 1000 lejligheder og to store parkeringskældre.
I løbet af tiden på Valby Maskinfabrik blev WR Entreprise samtidig involveret i et andet meget stort byggeri; nemlig Frederiks Brygge, som vil bestå af omkring 1350 lejligheder, når byggeriet er helt slut.
- Tilbage i 2011/12 var det jo nærmest helt utænkeligt, at vi ville få bare én af de her store byggesager. Det har krævet, at vi har dedikeret vores fulde fokus til de her to byggerier, da det kræver 100 procent af vores opmærksomhed, siger Willy Rasmussen, WR Entreprise.
Byggeriet på Valby Maskinfabrik er forløbet godt. WR Entreprise er glad for at arbejde sammen med velkendte samarbejdspartnere, men ved også, at alle byggerier er forskellige, og kræver varierende kompetencer. På Valby Maskinfabrik har den erfarne entreprenør været god til at vælge de rigtige samarbejdspartnere, som er noget virksomheden selv peger på, har indflydelse på om processen glider glat.
Hos WR Entreprise har man et klart mantra om, at alle der har gode ideer, bliver hørt. Der spilles med åbne kort hele vejen igennem, alle fag udviser respekt for hinanden og så skal der i øvrigt være en ordentlig tone mellem alle parter.
- Vi gider ikke skændes med vores samarbejdspartnere. Det er der slet ikke tid til. Vi har fokus på at skabe nogle rammer, hvor alle byggefag ved, at de er lige vigtige, og derfor udviser gensidig respekt for hinanden – på den måde får man den bedste byggeproces, som resulterer i et slutprodukt af høj kvalitet, slutter Willy Rasmussen.
FAKTABOKS WR Entreprise:
|