Ingeniørstuderende har svært ved at finde bolig
Manglen på boliger er blevet så udbredt, at omkring hver tredje studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser i høj eller meget høj grad har haft problemer med at få tag over hovedet.
Det viser en ny undersøgelse blandt 976 studerende lavet af Ingeniørforeningen, IDA.
IDA’s studietalsmand Harald Gade Andersen mener, at den tilspidsede boligsituation er uholdbar, og at den går ud over de studerendes koncentration og dedikation til studierne.
- Det er klart, at det påvirker studerende mentalt, hvis de skal surfe fra den ene sofa til den anden. Det er en kæmpe belastning for dem som ikke er trygge i deres boligsituation, siger han og understreger:
- Ingen mennesker er tjent med usikkerheden, om man har et hjem. Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er en godt for samfundet, at landets studerende har så svært ved at finde et sted at bo, siger Harald Gade Andersen.
Flytter igen og igen
Undersøgelsen viser også, at hver femte studerende har skiftet bopæl mere end tre gange i løbet af deres studie, og den nomadetilværelse er ifølge studietalsmanden udtryk for, at studieboliger alt for længe har været underprioriteret.
- Når så stor en andel af de studerende er tvunget til at flytte igen og igen, er det en klar indikation på, at vi mangler mange studieboliger. Det er fint, at pensionsselskabet PFA er kommet på banen, og at flere byggefirmaer melder sig klar til at bygge midlertidige containerboliger, men jeg er bange for, at det ikke er nok til at løse problemet, siger Harald Gade Andersen.
liv
Læs mere: Minister håber, at pensionskasser vil bygge boliger til studerende