Bypark skal skabe nye fællesskaber
Med projektet "Skovbakken, Kjellerup" ønsker Silkeborg Kommune at skabe en levende og inkluderende bypark i byen Kjellerup med plads til alle byens borgere - unge som gamle - herunder også beboere fra byens plejecentre, socialpsykiatriske institutioner og handicapinstitutioner.
Det skal være en bypark, som bliver et naturligt og aktivt mødested for unge og ældre borgere i Kjellerup, og som indrettes, så den tilgodeser sårbare menneskers fysiske og mentale sundhed og fremmer inklusion og sociale fællesskaber.
- Kjellerup har mange ressourcestærke idræts- og fritidsforeninger, som både kan og vil samskabe med institutionerne om at skabe nye aktiviteter og fællesskaber med udgangspunkt i den kommende bypark på Skovbakken. Uanset ressourcer har vi alle brug for inkluderende og givende fællesskaber, så projektet er meget mere end det at anlægge en park. siger formand for Silkeborg Kommunes kultur-, fritids- og idrætsudvalg, Gitte Willumsen (V) i en pressemeddelelse.
Mere end bare sygdom
Udviklingsarbejdet skal synliggøre, at sårbare mennesker er andet og mere end deres sygdom eller funktionsnedsættelse, og at de har en lang række ressourcer, som kan skabe værdi for det omgivende samfund.
Parken kommer til at ligge tæt på centrum i Kjellerup, og vil kunne motivere lokale foreninger, uddannelsesinstitutioner og organisationer til nye former for samarbejde med det formål at skabe plads til alle og mere livskvalitet for de sårbare.
- Silkeborgs ambition med udvikling af Skovbakken er både spændende og vigtig i forhold til at skabe ny tilgang til inklusion og dermed bidrage til at skabe nye typer fællesskaber, der samler lokalsamfundet og sårbare grupper i et spændende byrum. Det kommer til at kræve et stort, tværgående samarbejde og brugerinvolvering, og det tror vi er nødvendigt, for at vi skal lykkes med at skabe attraktive og inkluderende fællesskaber, udtaler projektchef i Realdania, Mette Margrethe Elf.
Bedre adgangsmuligheder
Få meter fra Skovbakken løber Krabbes Grønne Ring, som er det ni km lange stiforløb, der omslutter hele Kjellerup by.
Ved Skovbakken findes det område af Krabbes Grønne Ring, som kaldes Sygehusdalen.
Sygehusdalen er et større dalområde, som både skole, dagplejere og bo- og væresteder benytter til rekreative aktiviteter, men dalen er svært tilgængeligt fra Kjellerup By for gangbesværede og kørestole.
Ønsket om at udvikle Skovbakken og Krabbes Grønne Ring og benytte en byudvikling til at skabe et inkluderende miljø griber desuden bredt ind i Silkeborg Kommunes planer og politikker. Målet er at skabe bedre rammer for alle borgere i forhold til at etablere og udvikle aktivitetsområder og mødesteder og samtidig forbedre adgangen for mennesker med fysiske og psykiske handicaps.
Samlet er der tale om et projekt til fire mio. kroner, hvoraf Silkeborg Kommune og Realdania bidrager med halvdelen hver.
brahe