23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra AB Clausen A/S, H.P. Entreprenør- maskiner A/S, Sweco Danmark og Niras

AB Clausen A/S
Det rådgivende ingeniørfirma AB Clausen A/S har ansat den 38-årige konstruktionsingeniør Mads Nicolai Jensen som teknisk direktør.

Mads Nicolai Jensen kommer fra en stilling som leder af konstruktionsafdelingen i rådgivervirksomheden Alectia, som for nylig fusionerede med Niras.

I sit nye job får han det overordnede ansvar for, at AB Clausens produktion er velfungerende og leverer inden for de aftalte rammer, samt ansvar for at videreudvikle virksomhedens interne uddannelsesprogram inden for konstruktioner. Desuden bliver han bestyrelsesmedlem i AB Clausen A/S.

Mads Nicolai Jensen er oprindeligt fra Struer i Nordjylland og blev student fra Struer Gymnasium 1997. Herefter færdiggjorde han ingeniørstudiet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i 2005. Fra 2007 til 2013 har han desuden været bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Bygningsstati. Han er desuden lektor på DTU, hvor han underviser en gang om ugen i bærende konstruktioner.

Mads Nicolai Jensens hidtil største opgave var som fagingeniør for de bærende konstruktioner på Novo Nordisk’ nye hovedsæde i Bagsværd.

AB Clausen A/S har i den seneste tid landet en række store opgaver blandt andet på ombygningen af postgrunden i København og opførelsen af et hotel på Bremerholm i København.

Desuden har virksomheden vundet en række opgaver i Norden og Asien, ligesom den har en stor afdeling, der rådgiver privatkunder.

H.P. Entreprenør- maskiner A/S
Jens Damgaard Rasmussen er pr. 1. september tiltrådt stillingen som afdelingsleder hos H.P. Entreprenørmaskiner A/S i Horsens.

Jens Damgaard Rasmussen kommer fra en stilling som værkfører/klargøringschef ved Volvo Entreprenørmaskiner A/S i Taulov. Tidligere har han arbejdet som afdelingsleder hos Nicolaisen og Larsen i Vissenbjerg.

I sin egenskab af afdelingsleder får Jens Damgaard Rasmussen ansvaret for den daglige drift i afdelingen i Horsens.

Sweco Danmark
Lars Lundsgaard Andersen er pr 1. september udnævnt til gruppeleder for Feltgeoteknik i Swecos afdeling, Havne og Geoteknik Vest.

Lars Lundsgaard Andersen er 42 år og uddannet diplomingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Odense.

Han har været ansat i Sweco siden 2014 og kommer fra en stilling som projektleder i samme afdeling, hvor han har løst opgaver inden for geotekniske feltundersøgelser samt geoteknisk rådgivning for en lang række kunder, såvel private, statslige, kommuner samt regioner.

Niras
Anne Ohm er ansat som chefkonsulent i Niras i afdelingen for cirkulær økonomi, bæredygtighed og ressourcer.

Afdelingen arbejder tværfagligt for både offentlige og private kunder med samfundsøkonomiske analyser, forretningsmodeller for grøn omstilling og environmental footprinting.

62-årige Anne Ohm er cand.polit. og har tidligere arbejdet for blandt andet Energiministeriet, Cowi og organisationen Landbrug & Fødevarer.

I Niras skal hun med sin mangeårige erfaring inden for samfunds- og miljøøkonomiske analyser bidrage til afdelingens arbejde med cirkulær økonomi og FN’s bæredygtighedsmål.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13