23948sdkhjf

Hofor advarer mod hovedløs udrulning af fjernkøling

Hofors fjernkølingschef tager godt i mod ny rapport om fjernkøling, men giver alligevel et par gode råd med på vejen

Hos Hofor Fjernkøling, der i nogen år har haft succes med netop udrulningen af fjernkøling tager fjernkølingschef Henrik Lorentsen Bøgeskov godt i mod den seneste rapport fra Rambøll om potentialet for fjernkøling i Danmark og i udlandet.

Rapporten konkluderer kort og godt, at fjernkølingspotentialet herhjemme og i udlandet er stort, men at det kræver et solidt hjemmemarked for fjernkøling for at kunne få del i de mange eksportmillioner.

Henrik Lorentsen Bøgeskov er glad for, at der kommer lidt fokus på området, men advarer dog også mod hovedløs udrulning af fjernkøling i bestræbelserne på at skabe et solidt hjemmemarked og afsæt for eksporten.

- Man skal passe på, at volumen ikke bliver en succes i sig selv. Det altafgørende i forbindelse med udrulningen af fjernkøling er kundens behov. Hvis behovet for fjernkøling ikke er der, så skal man vente til det opstår, siger Henrik Lorentsen Bøgeskov.

Få store kunder
Han påpeger, at behovet for fjernkøling i Danmark ligger hos meget få store kunder centreret omkring nogle geografiske områder med industri og erhverv.

Han understreger også, at han ikke håber, at der bliver behov for køling ude i stuerne hos Hr. og Fru Danmark.

- Vores primære formål er ikke at udlægge fjernkøling, men at spare CO2. Vi graver ikke en gade op for en kunde med et lille kølebehov, hvor CO2-besparelsen ville være meget lille. Vores løsning er indrettet til store erhvervsbygninger - det skal økonomisk kunne svare sig at grave ned og lægge ud, siger Henrik Lorentsen Bøgeskov.

Økonomisk risiko
Fjernkøling fungerer teknisk set som fjernvarme, så ville der ikke være ræson i at udlægge fjernkølingsrør, når man alligevel lægger nye rør til fjernvarme eller udvider et fjernvarmeområde?

Henrik Lorentsen Bøgeskov anerkender, at det på papiret ville være praktisk, men fraråder alligevel en sådan ordning:

- Vi har prøvet det i Nordhavnen. Her lagde vi en ledning sammen med fjernvarmen, da der skulle bygges erhverv. Det viste sig så, at erhvervsgrundene blev konverteret til boliger, og vi har aldrig brugt ledningen, fortæller Henrik Lorentsen Bøgeskov og fortsætter:

- Der er en kæmpe økonomisk risiko ved at lægge ledninger ned på forkant - den kan som i tilfældet med Nordhavnen ende med aldrig at blive brugt. Eller man kan lægge en ledning ned med en forkert dimension, så man ender med, at den enten er for lille eller for stor, forklarer han.

Derfor arbejder Hofor også lidt bagvendt med udrulningen af fjernkøling.

- Vi skal have mindst en stor kunde i et område, før vi lægger køling ud. Fjernkøling er i fri konkurrence med andre kølings-former, så vi ved ikke, hvem kunderne er og hvilket kølebehov de har på forhånd, siger Henrik Lorentsen Bøgeskov.

Skal kunne tjene penge
Rapporten fra Rambøll lægger op til, at vi skal have et stærkt hjemmemarked for fjernkøling for derefter at fokusere på eksport.

Der er nemlig et stort potentiale i eksport af fjernkøling, da behovet der er langt større end i lille Danmark.

Henrik Lorentsen Bøgeskov er fuldstænding enig med rapporten på det område. Det er oplagt at eksportere de teknologiske løsninger og den know-how, der er på området til udlandet.

Men det springende punkt i eksport-strategien er faktisk ikke, at vi er verdensmestre i fjernkøling og fjernvarme.

- Det altafgørende er, at vi kan vise, at vi kan tjene penge på fjernkøling. Hvis ikke vi kan vise det, er der ingen investorer, og så vil ingen købe det, forklarer Henrik Lorentsen Bøgeskov.

Når man så har bevist, at fjernkøling rent faktisk kan løbe rundt økonomisk, så kan man roligt gå videre i processen. Og her gælder de samme vilkår som på hjemmemarkedet - i hvert tilfælde, hvis du spørger Henrik Lorentsen Bøgeskov.

- Kølebehovet, kundernes behov for køling i det pågældende land skal være til stede. Bagefter kan man så se på de forskellige teknologiske løsninger, der ville være ideelle at anvende i det pågældende land, siger Henrik Lorentsen Bøgeskov og understreger:

- Men den væsentligste eksportvare er at vise, at man kan tjene penge på fjernkøling.

Læs også: Danmark bør satse på fjernkøling

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109