23948sdkhjf

Jysk opfindelse kan hindre dødsfald på byggepladser

Reparationer på et tag er ikke uden risiko, men en nyudviklet arbejdskurv sat på en teleskoplæsser kan afhjælpe faren

En nyudviklet arbejdskurv koblet på en teleskoplæsser kan betyde, at det er slut med faldulykker og nedstyrtninger inden for byggebranchen.

Firmaet AL-vac med hovedsæde i Holstebro har netop præsenteret en arbejdskurv, som gør det muligt at arbejde med reparationer og nyanlæg af tag og tagplader uden at medarbejdere skal bevæge sig ud på et tag, der måske ikke kan bære deres vægt.

Alt arbejde kan foretages fra kurven, og da der samtidig er monteret et vacuum-løftehoved på kurven, er også belastningsniveauet for medarbejderne minimeret.

- Vi har gennem flere år set et næsten konstant antal faldulykker med dødelig udgang inden for byggeriet af særligt stalde og større halanlæg. Det ville vi gerne være med til at forhindre eller i hvert tilfælde minimere, og derfor søgte vi støtte hos Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse til et projekt, som vi havde en idé til, siger direktør Ole Mogensen, AL-vac, Holstebro.

Ergonomien også med
Konstruktionen af en såkaldt tagløfter skulle foruden sikkerhed tilgodese nogle ergonomiske krav om mindre belastning af tagarbejdernes rygge, arme og ben.

Her var AL-vacs teknik med vakuum-løft allerede en god start, og efter udvikling af en vakuum-profil, der kan løfte bølgeplader, kom der gang i udviklingen, og der blev dannet en projektgruppe.

- I begyndelsen havde jeg en smule skepsis over for projektet, men som det har udviklet sig, kan jeg se mange fordele i det, siger Søren Birkebæk fra firmaet Kjargaard Byg, Ikast, og fortsætter:

- Kurven indeholder to arbejdsplatforme og plads til en palle med byggematerialer, og vi har haft den til afprøvning hos to tømrere. Vi ved, at der er størst risiko ved reparation og udskiftning af gamle tagplader, men også at tagarbejde slider hårdt på medarbejderne med fraværsdage og dårlige rygge til følge. Med den ny tagløfter ser det ud til, at vi har løst de fleste sikkerhedsmæssige og ergonomiske udfordringer. Det er en virkelig god opfindelse, og da den med lidt andet udstyr også kan bruges i jordhøjde til for eksempel etablering af gyllekanaler, støttevægge, fliser eller kantsten, er der store anvendelsesmuligheder for den, siger han.

Flere samarbejdspartnere
Med i projektgruppen har også siddet repræsentanter for byggeriets arbejdsgivere og arbejdstagere (Bambus) samt Akon A/S (Arbejdsmiljøkonsulenterne i Holstebro). Også JCB i Ulfborg har deltaget med teleskoplæssere.

- Inden for arbejdsmiljøområdet har vi siden 2012 arbejde på at reducere en række gener for medarbejderne på landets byggepladser. Det har for eksempel været støj, og nu er vi involveret i denne proces med udvikling af tekniske hjælpemidler til byggebranchen, fortæller konsulent Karin Herping fra Akon, Holstebro.

- Vi er meget tilfreds med det forløb, vi har deltaget i, og jeg mener, at vi står med en opfindelse, der tager et stort spring fremad, når det gælder sikkerhed og reduceret nedslidning af medarbejdere. Det er også godt for arbejdsgiverne, for en mistet arbejdsdag på en byggeplads koster med alle omkostninger op til 5000 kroner for en enkelt medarbejder.

Udviklingen af tagløfteren hos AL-vac er foregået på den måde, at hvert eneste trin i processen er blevet godkendt rent teknisk og miljømæssigt, før man er gået videre.

Det betyder, at AL-vac står med et produkt, der ved sin præsentation og efter den nødvendige uddannelse af operatører, kører 100 procent fra dag et.
Sigh

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106