Lad os stoppe kinesernes fremmarch på eksporten af byggevarer
Dansk Byggeris eksportanalyse bør få alarmklokkerne til at ringe kraftigt både hos danske producenter af byggematerialer og hos de danske politikere, som sætter rammerne for Eksportrådet. Selvom byggeriet har været i vækst i flere år i Sverige, Storbritannien og Tyskland, så taber vi slaget om eksporten til vores nabolande. Og det er kineserne, der indtager sejrsskamlen.
I Dansk Byggeri er vi rigtigt glade for, at regeringen har udviklet en eksportstrategi på energiområdet og inden for såkaldte Urban Solutions. Men energi fylder faktisk mindre end eksport af byggevarer, der er Danmarks tredje største eksporterhverv. Tallene i Dansk Byggeris eksportanalyse kalder på handling nu. Vi vil derfor opfordre politikerne på erhvervsområdet og Eksportrådet til - gerne i samarbejde med os - at få udarbejdet strategi for eksport af danske byggematerialer.
Gen-kickstart
Dansk Byggeri vil desuden opfordre til samarbejde med Eksportrådet om at identificere årsagerne til den stagnerede eksport, hvorfor bl.a. kineserne vækster så meget, og hvordan øget eksportfokus hos materialeproducenterne sammen med en politisk understøtning kan gen-kickstarte den danske eksport af byggematerialer til især nærmarkederne.
Sætter vi ikke fokus på eksporten af bygge- og anlægsvarer nu, så risikerer danske virksomheder helt at blive sat af. Og det bliver kineserne, der tager over. De har allerede vist, at de er dygtige nok til at kapre eksporten til tyskerne, englænderne og svenskerne.
Danmark er et lille land med en åben økonomi, og vi er derfor meget afhængige af udviklingen i verden - ikke mindst i vores nabolande. Når det er vigtigt for Danmark at fastholde eller vækste på eksportmarkedet, så skyldes det, at eksport har så stor betydning for det danske velfærdssamfund. I 2016 udgjorde den samlede eksport mere end 50 procent af det danske bruttonationalprodukt. Vores velfærdssamfund kan altså hurtigt komme i farezonen, hvis vi ikke går strategisk til værks for at generobre de markedsandele, vi har tabt til kineserne,
Vagt i gevær
Der er virkelig grund til at råbe vagt i gevær, når eksportanalysen kan dokumentere, at vi ikke har formået at udnytte eksportpotentialet i et eneste af de tre nabolande, som eksportanalysen har næranalyseret. Hele 27 procent af vores byggematerialer og ydelser afsættes i Tyskland, og vi har ikke råd til at tabe flere markedsandele på det marked.
Vi skal have vendt den dystre udvikling. Og det mener vi alene vil ske, hvis de relevante politikere og Eksportrådet er med på, at der er behov for mere fokus på eksporten af bygge- og anlægsvarer. Og at det munder ud i en målrettet eksportstrategi for den sektor.
Artiklen er en del af temaet Debat.