DAGENS LEDER: Oprydning i junglen af uddannelser
Godt hver femte af alle unge opnår ikke nogen studie- og erhvervskompetencer syv år efter, de har afsluttet folkeskolen. Det svarer i øjeblikket til cirka 50.000 mellem 15 og 24 år. Men mængden af tilbud med det formål at samle de unge op og gøre dem klar til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller et job har hidtil været mangeartet og uoverskueligt.
Det har ifølge en undersøgelse ført mange unge igennem nederlag på nederlag, og derfor lægger regeringen nu op til at samle tilbuddene under en uddannelse kaldet Forberedende Grunduddannelse. Målet er, at 90 procent af de unge får en ungdomsuddannelse, inden de er fyldt 25 år.
Jo mere overskuelighed, der skabes i uddannelsessystemet, des bedre, og kommunerne, som får det overordnede ansvar for den nye grunduddannelse, må sikre nogle ensartede tilbud, så de unge ikke rykker tilbage til start i dette system. Forhåbentlig kommer dette til at indbefatte et styrket samarbejde med virksomhederne. For skal de unge, som måske kun i kort tid har sat deres ben i en virksomhed, for alvor lære at gebærde sig i et job, er vejen unægtelig et indgående samarbejde med de lokale virksomheder.
Kommer disse unge ordentlig i gang, ligger der selvfølgelig store muligheder for bygge- og anlægsvirksomhederne. Og de skal selvfølgelig gribe bolden i jagten på lærlinge. Men det kræver, at kommunerne inden for rammerne af den nye uddannelse spejder mod virksomhederne for at få de unge sporet ind på jobmarkedet og ikke kun uddannelse.