23948sdkhjf

Vinderprojekter på Campus Horsens er afsløret

Knap 40.000 kvadratmeter nybyggeri udgør første del af ny campus-bydel centralt i Horsens.

C.F. Møller og Rum Arkitekter skal tegne de første dele af det nye Campus Horsens, der samler nogle af områdets store uddannelsesinstitutioner på den såkaldte Campus-grund ved banegården i Horsens.

De to arkitektfirmaer er netop blevet udvalgt til at stå for hver sin del af det store projekt.

De første af flere byggerier

Den tidligere slagterigrund i centrum af Horsens skal i løbet af de kommende år omdannes til et attraktivt læringsmiljø, hvor byliv og uddannelser med tiden smelter sammen.

Casa, der er bygherre og projektudvikler, udvalgte i starten af 2016 Rum Arkitekter, Arkitema og C.F. Møller til en 4-årig rammeaftale for det store projekt.

De tre vindere skal byde ind på udviklingen af Campus-grunden gennem miniudbud, som afholdes af Horsens Kommune.

Via-byggeriet, Innovationshuset og Sosu-skolen er de første konkrete projekter i rammeaftalen.Det er målsætningen, at flere uddannelsesinstitutioner vil etablere sig på arealet. Samlet set er området disponeret til at omfatte 75.000 m² undervisningsbyggeri.

Masterplanen for udvikling af Campusgrunden, som primært skabes til undervisning, er udviklet af Casa i samarbejde med Rum Arkitekter og Rambøll.

C.F. Møller skal designe et skolebyggeri til Via University College på 30.000 kvadratmeter samt et 5.000 kvadratmeter stort innovationshus, mens Rum Arkitekter er valgt som arkitekt på et 4.500 kvadratmeter stort nybyggeri for Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.

- Den arkitektoniske kvalitet er rigtig høj, og det er to gode firmaer, som har forstået vigtigheden af, at skabe et spændende og tidssvarende campusbyggeri. Tegningerne afspejler tydeligt vores vision om, at det ikke kun skal være et campus for de studerende, men for hele byen, siger borgmester Peter Sørensen i en pressemeddelelse.

Vinderprojekterne kommer nu i videre bearbejdning, hvor bedømmelsesudvalgets fagmæssige vurderinger og kommentarer på delområder i projekterne, tages op.

Denne bearbejdning forventes at være endelig på plads i løbet af 2017, hvor projekterne parallelt hermed godkendes af uddannelsesinstitutionerne.

Begge vinderprojekter vil først kunne gå i jorden i 2018 efter godkendelse i Finansudvalget, der ligeledes forventes at være endelig på plads senest ultimo 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125