Liberal Alliance:Flere østarbejdere til Danmark
Finansministeriets analyse af indvandreres bidrag til det danske samfund bekræfter, at der er brug for en stram asyl- og familiesammenføringspolitik.
Det mener Liberal Alliances erhvervs- og finansordfører Joachim B. Olsen, der kalder det "ikke godt nok", at indvandringen til Danmark giver et årligt tab 28 mia. kroner.
Analysen er dog også opmuntrende læsning, mener LA-ordføreren. De indvandrere, der kommer til Danmark for at arbejde, er en kæmpe gevinst for vores samfund. Dem skal der derfor flere af til landet, mener Joachim B. Olsen.
- Venstrefløjen har længe forsøgt at problematisere østarbejdere i Danmark og talt om social dumping. Den kritik må dog forstumme nu, da østarbejdere viser sig at være en kæmpe gevinst for vores samfund. Særligt arbejdere fra Polen og Ukraine har bidraget positivt til vores samfund, siger han.
Mangel på arbejdskraft
Analysen viser, at de indvandrere, der kommer til Danmark i erhvervsøjemed, bidrager positivt til den offentlige bundlinje med fem mia. kroner, mens asylansøgere og familiesammenførte udgør en stor udgift for den offentlige økonomi. Sidstnævnte skyldes altovervejende, at disse to grupper har en meget lav tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Inden længe får vi mangel på arbejdskraft, og i den sammenhæng er denne gruppe guld værd for vores samfund. Indvandrere i arbejde kan afhjælpe nogle af de strukturproblemer, vores økonomi står over for, siger Joachim B. Olsen.
Analysen Analysen tager udgangspunkt i 2014 og er baseret på en detaljeret opgørelse over den enkeltes bidrag til de offentlige indtægter og træk på de offentlige udgifter. I analysen fordeles samtlige offentlige indtægter og udgifter på enkeltpersoner, blandt andet ved at anvende registeroplysninger om for eksempel skattebetalinger, overførselsindkomster (kontanthjælp, førtidspension mv.) samt oplysninger om borgernes træk på de offentlige serviceydelser, herunder sundhed, uddannelse, børnepasning og pleje. Denne individualisering af udgifter og indtægter gør det muligt at belyse forskellige befolkningsgruppers nettobidrag til de offentlige finanser, herunder indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse. I rapporten er der blandt andet fokuseret på betydningen af alderssammensætning, oprindelsesland, opholdsgrundlag og arbejdsmarkedstilknytning for indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser.
Kilde: Finansministeriet |