23948sdkhjf

Får Danmark en visionær byggepolitik?

Men en ny regering følger ofte også en ny byggepolitik. Men spørgsmålet er hvilken, og bliver det disruption uden retning, skriver dagens debattører

Med den nye regering fik landet også en ny minister for byggeri, Ole Birk Olesen (LA), med den officielle titel transport-, bygnings - og boligminister. Og med en ny minister får vi sædvanligvis også en ny byggepolitik.

Spørgsmålet er hvilken?

Set over en længere årrække har de ministerielle byggepolitikker naturligt taget udgangspunkt i aktuelle problemer og givet bud på, hvordan de kunne løses.

Men de har kun i få tilfælde kunnet betegnes som visionære programmer med et sammenhængende billede på en ønsket, langsigtet udvikling, baseret på samspil og retning i politikkens forskellige dele.

Tværtimod har der typisk været tale om små skub på allerede igangværende udviklingstendenser. Det gælder eksempelvis det seneste større byggepolitiske bidrag "Vejen til et styrket byggeri i Danmark" fra 2014.

Det omfattede initiativer som analyse af OPP, effektiv ejendomsdrift i kommunerne, årlige topmøder i byggeriet, genbrug af mursten og revision af AB systemet. Uden et fyrtårn for retningen.

Partielle indsatsområder
Byggepolitikken er gennem de seneste årtier i højere grad spillet over til markedet.

I takt hermed har fremsynede bygherrer og virksomheder taget initiativet og været dagsordensættende på for dem relevante forretningsmæssige felter. Sådanne indsatser kan hver for sig have udmærkede resultater.

Men vil der også være en for bygge- og boligsektoren gavnlig sammenhæng mellem disse forskellige, hver for sig værdifulde initiativer? Vil det udløse et synergipotentiale? Og spørgsmålet står tilbage: er det tilstrækkeligt, at byggepolitikken handler om partielle indsatsområder?

Byggepolitikken har tidligere rejst fyrtårne: 60’ernes industrialisering, 70’ernes energibesparelser, 80’ernes bæredygtighed, 90’ernes nye processer og 00’ernes driftsoptimering.

Og nutidens udfordringer kalder stadig på visioner! Overordnet og klart udtrykt ved FN’s 17 udviklingsmål.

Ny vision
Den nye regering kunne oplagt formulere en vision om byggeriet i en ny teknologisk verden.

Det vil bringe byggeriet frem til startlinjen, når resultaterne af arbejdet i regeringens Disruptionsråd med statsministeren for bordenden skal løbes i gang. Og så kan byggeriet være klar til at omsætte ideer fra rådet til konkret udvikling - og undgå at blive forbigået som et lavteknologisk område.

Der er her allerede en række bidrag, der kan danne grundlag for en visionær byggepolitik. Eksempelvis fra Dansk Industri om digitalisering, fra arbejdet om kunstig intelligens i ingeniørernes SIRI-Kommission, fra Dansk Byggeris ønske om en fælles offentlig digitaliseringsstrategi, fra den danske drone- og robotindustri, fra MT Højgaards og NCC’s udviklingsarbejde med VDC og fra Hoffmann’s involverende planlægnings-strategi.

Lavthængende frugter
Flere lavthængende frugter kan med andre ord tænkes ind i en sammenhængende vision som platform for et effektivt samarbejde mellem byggeerhvervets eget udviklingsarbejde, offentlige initiativer og forskningen.

To grupper skal sikres særlig opmærksom i en vision. Det er de mange små og mellemstore virksomheder, der fortsat vil spille en afgørende rolle i produktionen. Og så brugerne, uden hvem den intelligente bygning vil forblive en luftig drøm.

Ministeren vil sikkert på de politiske linjer blive mødt med indvendinger om, at en sådan vision er sektorpolitik, som ikke er kompatibel med regeringspartiernes ideologiske grundlag.

Men reaktionen på sådanne forbehold skal være, at byggeri - i modsætning til andre erhverv - grundlæggende er baseret på et systemisk samarbejde mellem en række faglige aktører, discipliner og uddannelser.

Den nødvendige viden er i enhver byggeopgave forankret hos mange forskellige parter, brugere og indirekte interessenter. Derfor er behovet for en sammenhængende og langsigtet byggepolitisk vision uomgængeligt.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141