23948sdkhjf

Aart skal tegne Danmarks nye rostadion

Et sportsbyggeri i verdensklasse vil frem mod 2020 vokse frem på søbredden i Gladsaxe. Fredag blev vinderprojektet kåret

Danmarks nye rostadion

Aart Architects vandt fredag sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører arkitektkonkurrencen om at tegne Danmarks nye, nationale rostadion ved Bagsværd Sø.
Det nye rostadion til 100 mio. kroner forventes færdigt i 2020.

Dermed bliver det klar til at lægge baner til store, internationale regattaer, blandt andet VM i kano og kajak i sprint i 2021, som Danmark netop har fået tildelt værtskabet for.

Danmark skal have et nyt nationalt rostadion ved Bagsværd sø, da det gamle stadion ikke længere lever op til nutidens krav.

Fredag kårede et enigt bedømmelsesudvalg vinderne, som er Aart Architects. Sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører har tegnestuen udarbejdet et projekt, der omfatter forslag til udformning af et nyt rocenter, nyt dommertårn med multifunktionel stueetage og tribune samt nyt start- og målområde.

Stadion i respekt for naturen
Med det nye rostadion får de danske roere ifølge planen træningsfaciliteter i verdensklasse, der kan understøtte og videreudvikle Team Danmarks arbejde med topatleterne inden for roning, kano og kajak.

Direktør Lone Hansen, Team Danmark mener, at udviklingen af Danmarks Rostadion er et fantastisk projekt for dansk eliteidræt:

- Der er et unikt elitemiljø på Bagsværd Sø, som mange nationer misunder os, siger hun.

Samtidig bliver det et stadion, der på en ny og inspirerende måde skaber et grønt kvalitetsløft i respekt for områdets smukke natur til glæde og gavn for motionister og borgerne, hvis det står til vinderholdet.

Som en ny villa ved søen
Det vindende forslag skaber nye forbindelser mellem skoven og søen. Det nye rocenter ligger som en ny villa på søens bred, hvor det føjer sig naturligt til naboerne og områdets historiske villaer.

Det placeres mellem skovens lodrette udtryk og søens vandrette flade. Stien rundt om søen er integreret i projektet og bevæger sig gennem landskabet, som naturligt inspirerer til leg, bevægelse og træning.

- Vinderforslaget udviser en god indlevelsesevne i målgruppernes behov. Samtidig formår det ydmygt at tilpasse sig stedet i en forståelse af, at det er den skønne natur i området, der er den egentlige attraktion snarere end et ikonisk byggeri, siger Erik Jæger i en pressemeddelelse. Som formand for både Fonden Danmarks Rostadion og bedømmelseskomitéen har han været med til at vælge vinderprojektet.

Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø og Gladsaxe Kommune er bygherrer på det samlede projekt med Rambøll Danmark A/S som bygherrerådgivere.

Bag projektet står desuden Team Danmark, København og Lyngby-Taarbæk Kommuner. Projektet støttes økonomisk af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med på 50 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter arkitektkonkurrencen og forventes også at støtte selve projektet.

Også fra politisk side er der begejstring:
Karin Søjberg Holst (S), borgmester, Gladsaxe Kommune er stolt over, at Gladsaxe er så privilegerede at være hjemsted for noget så unikt som Danmarks Nationale Rostadion.

- Og jeg glæder mig meget til at opleve dette flotte projekt udvikle sig og tage form til gavn og glæde for os alle, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125