23948sdkhjf

To tømrerfirmaer bliver til ét

Fusion skaber ny tømrer/snedkervirksomhed med 80 ansatte i Hillerød.

Med virkning fra den 1. april 2017 fusionerer Tømrer & Snedker Felix Wolff A/S og Allan Svendsen & Søn A/S og bliver til Tømrer- og Snedkerfirma Wolff Svendsen A/S.

- Vi får nu mulighed for at byde ind på lidt anderledes opgavetyper, og vi vil kunne rykke hurtigere, fordi vi får flere ressourcer, altså endnu flere topkvalificerede medarbejdere til at løse opgaverne, siger Felix Wolff, der fortsætter som administrerende direktør i det nye firma.

Alle medarbejdere i de to hidtidige virksomheder bliver en del af det nye Wolff Svendsen, som dermed starter ud med en samlet stab på omkring 80 medarbejdere, heraf 10 i administrationen. Medejer Jonas Loft fra Felix Wolff bliver afdelingschef med ansvar for byggelederne og tilbudsberegning.

Hos Allan Svendsen & Søn glæder direktør Peter Svendsen sig over, at fusionen er kommet på plads. Han fortsætter selv som salgsdirektør.

- Sammen har vi et utroligt stort potentiale – både ledelsesmæssigt og i forhold til at øge vores konkurrencekraft, vurderer Peter Svendsen.

Bestyrelsesformand bliver Torben Nyegaard Olesen, der hidtil har været formand for Tømrer & Snedker Felix Wolff. Allan Svendsen & Søns bestyrelsesformand, Christian Petri, fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem i den nye virksomhed.

- Med fusionen vil vi kunne tilbyde kunderne en fantastisk service, påtage os flere entrepriseopgaver og i det hele taget løfte større opgaver i kraft af de samlede faglige kompetencer, siger Torben Nyegaard Olesen.

Tømrer- og Snedkerfirma Wolff Svendsen skal drives fra adressen Industrivænget 36-38 i Hillerød, hvor Felix Wolff hidtil har haft adresse. Aktiekapitalen indehaves af de tre tidligere ejere; Peter Svendsen, Felix Wolff og Jonas Loft.

Allan Svendsen & Søn realiserede i sit seneste årsregnskab (2015) et overskud på 0,7 mio. kroner før skat, mens Tømrer & Snedker Felix Wolff landede et resultat på 2,1 mio. kroner før skat (2015/16).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141