23948sdkhjf

Arbejdsulykker: Kurven er stadig ikke knækket

Selv om anlægsområdet oplevede færre ulykker i 2015 end 2014, sker der flere arbejdsulykker i byggeriet, viser nye tal fra Arbejdstilsynet. Det giver bekymring i BAT

Mens antallet af alvorlige ulykker er faldet på anlægsområdet, går det stadig den forkerte vej for nedriverne.

Det viser nye tal for Arbejdstilsynet. Hvor der på anlægsområdet var 137 alvorlige ulykker i 2014, er tallet for 2015 faldet en anelse til 133. Også for delbranchen "Færdiggørelse af byggeri" er der sket et fald fra 359 i 2014 til 330 i 2015. For opførelse af byggeri og nedrivning er der sket en stigning fra 618 alvorlige ulykker i 2014 til 680 i 2015.

Dermed er der nogenlunde status quo for det samlede byggeri i forhold til antallet af alvorlige ulykker i forhold til beskæftigelsen - den såkaldte incidens.

I BAT-Kartellet glæder formand for arbejdsmiljøudvalget, Søren Schytte, sig over, at udviklingen går den rigtige vej for flere delbrancher, men finder det stærkt bekymrende, at udviklingen andre steder går den forkerte vej.

- Hvad angår de alvorlige ulykker, er vi vidne til en stigning på næsten seks procent fra 2014 til 2015 i den største af byggeriets delbrancher, nemlig opførelse og nedrivning af byggeri. Det er alarmerende, siger han.

Forkert vej
Tallene for hele arbejdsmarkedet, viser en stigning i antallet af anmeldte ulykker på fire procent og en stigning i incidensen på tre procent fra 2014-2015.

Der blev i 2015 anmeldt næsten 8.800 alvorlige ulykker - 13 procent af dem er anmeldt i bygge- og anlægsbrancherne. Set over årene er incidensen ikke faldet, men ligger tværtimod meget stabilt på et højt niveau. Udviklingen fra 2014 til 2015 er ovenikøbet gået den forkerte vej, forklarer Søren Schytte.

- Beskæftigelsesministeriet var ude i sidste uge med et budskab om, at der var sket et fald i antallet af alvorlige ulykker set i forhold til beskæftigelsen. Men den nye årsrapport fra Arbejdstilsynet giver en ny pejling, nemlig der ikke er sket et fald i andelen af alvorlige ulykker i forhold til beskæftigelsen i perioden 2012-2015. Det er stærkt overdrevet, når man siger, at der sker færre alvorlige arbejdsulykker. De nye tal viser, at kurven for de alvorlige ulykker er ikke knækket, siger han.

Politisk handling
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) meldte i i sidste måned ud, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl.

Han gav samtidig tilsagn om at nedsætte et ekspertudvalg, der skal gentænke indsatsen om arbejdsmiljø. Det møder opbakning i BAT-Kartellet.

- Vi har brug for handling fra politisk side her og nu - også hvad angår alvorlige ulykker. Arbejdsmiljøindsatsen skal op i gear, hvis vores kolleger i bygge og anlæg skal kunne have tillid til, at det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde her i landet, siger Søren Schytte.

Hos Dansk Byggeri kalder arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen tallene bekymrende.

- Der er lige nu en kæmpe indsats i gang ude i virksomhederne for at mindske antallet af ulykker. En del af forklaringen kan derfor være, at det øgede fokus har gjort virksomhederne bedre til at anmelde arbejdsulykker, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094