23948sdkhjf

Husk at udvikle servicen, håndværkere

Danske håndværksvirksomheder har et højt fagligt niveau, men ikke alle er lige servicemindede. Bedre styr på servicemodellen giver modstandskraft til dårlige tider og kan åbne vejen for eksport, mener dagens debattør

Danske håndværksvirksomheder holder generelt et højt fagligt niveau i hævd. De mest fremsynede af dem er også servicemindede og sørger for, at deres kunder ikke blot får det stykke håndværksarbejde, de har betalt for, men også får en god helhedsoplevelse. En oplevelse hvor aftaler bliver holdt, og man respekterer hinanden. I går kårede vi de håndværksvirksomheder, der ifølge de vigtigste dommere overhovedet, kunderne, er Danmarks bedste.

Det skete ved awardshowet Årets Håndværker i Cirkusbygningen i København. Her afgjorde anmeldelser fra brugerne af smiley-ordningen anmeld-haandvaerker.dk, hvilke håndværksvirksomheder, der er Danmarks bedste. Kriterierne var godt fagligt arbejde, fair tilbudsgivning og god kundeservice.

Interessen for Årets Håndværker vokser år for år, både blandt håndværksvirksomhederne og i offentligheden, og det er der god grund til. Det er blevet let for forbrugere at dele deres erfaringer med en virksomhed på sociale medier. Derfor får flere og flere håndværksvirksomheder øjnene op for betydningen af både godt arbejde og god service.

Tjener flere penge
Hos anmeld-haandvaerker.dk kan vi ikke overraskende se, at de håndværksvirksomheder, som får de bedste bedømmelser, er dem, der har mest at lave. De tjener også flest penge. Det kan der være flere forklaringer på, men en af dem er, at god service giver flere kundeforespørgsler. Det giver mulighed for at satse på de mest attraktive opgaver, hvor høje faglige krav indsnævrer feltet af bydere og dermed tager toppen af prispresset.

Men selv om mange håndværksvirksomheder er begyndt at interessere sig for god service, er der også en del, som fortsat nøjes med at forlade sig på deres faglige kunnen. Det er en risikabel strategi. Den holder måske i dag, hvor der er nok at lave, faktisk så meget at mangel på kvalificeret arbejdskraft i nogen grad står i vejen for byggevirksomhedernes vækstambitioner.

Når udviklingen vender, vil tingene imidlertid se anderledes ud. Og hvor længe den aktuelle optur varer, ved ingen. Verden ser på mange måder mindre stabil ud end længe, og storpolitiske begivenheder kan hurtigt medføre usikkerhed om investeringer og dermed lægge kimen til ny økonomisk stagnation eller ligefrem nedtur.

Giv servicemodellen et eftersyn
Når konjunkturbarometeret af den ene eller anden grund peger nedad igen, vil en organisation med god service som en integreret del af forretningsmodellen være klædt langt bedre på til de dårligere tider. Det grundlæggende håndværk er der nemlig mange, som mestrer. Både herhjemme og uden for Danmarks grænser. Derfor er der rigtig god grund til at give sin servicemodel et eftersyn nu, mens der er økonomisk overskud til at udvikle virksomheden.

Men udvikling handler ikke kun om service. Nye markeder byder på uudnyttede muligheder for danske håndværksvirksomheder, og vi har et godt udgangspunkt. Dels i kraft af et højt fagligt niveau, dels i kraft af en dynamisk arkitektbranche, der sikrer masser af international interesse for Danmark. Tænk blot på navne og bygningsværker som Jørn Utzons operahus i Sydney, Johan Otto von Spreckelsens Menneskehedens Triumfbue i Paris eller Bjarke Ingels’ mange spektakulære projekter. Det betyder, at danske byggevirksomheder forbindes med kvaliteter som kreativitet, innovation og flotte løsninger.

Flere af finalisterne i Årets Håndværker, ikke mindst i kategorien Årets Husbygger, er allerede meget aktive i blandt andet Tyskland, så eksport er langt fra utopi for Danmarks dygtige håndværksvirksomheder. Måske er god kundeservice dansk byggeris næste eksportsucces.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093