Grøn aktør tilbage på sporet
Når det gælder aktiviteten, så er der god fart i HedeDanmark A/S, som lige har aflagt regnskab. Omsætningen er faktisk gået frem til næsten 1,7 mia. kroner fra godt 1,5 mia. kroner i 2015. Omsætningsmæssigt rammer man således omtrent niveau fra forrige år, og er dermed tilbage på sporet.
Men når det kommer til resultaterne, kniber det lidt mere. Resultatet af den primære drift rammer niveauet på 54 mio. kroner fra året før, men resultatet før skat dykker med 14 mio. kroner til 41 mio. kroner i 2016. Årets resultat ender på 28 mio. kroner mod 41 mio. kroner året før.
Spreder aktiviteterne
HedeDanmark har mange aktiviteter forskellige steder i verden.
Det gælder Sverige, Tyskland, Estland, Letland og Litauen samt associeret virksomhed i De Forenede Arabiske Emirater, og sidstnævnte er en af årsagerne til, at resultatet ender hvor det gør.
I Abu Dhabi er det gået galt for så vidt nyanlæg af grønne arealer, parkanlæg, haver med videre.
Det har kostet penge, og får nu selskabet til at sadle om og kun tage sig af drift og vedligehold. Og har således taget den nødvendige nedskrivning til at få lukket den del af aktiviteten ned i området.
- Når vi ser på driften, så går det ganske udmærket. Vi har selvfølgelig nogle punkter, hvor vi skal justere og hensætte midler til lukning af nogle aktiviteter, men det har vi så valgt at gøre og fokusere forretningen, siger adm. direktør Lars H. Petersen til Licitationen Byggeriets Dagblad.
- Aktiviteten i markedet har været ganske udmærket, men der har ikke været så mange udbud i kommunalt regi, og det skyldes formentligt det kommende kommunevalg, som nok hæmmer lysten til at tage beslutninger om udlicitering en smule, fortsætter han.
I benhård konkurrence
Beslutningen om at afvikle HedeDanmarks planteskole indebærer, at HedeDanmark fra sommeren 2018 ikke længere vil producere og sælge planter til skov, hæk og læhegn samt have- og parkplanter. Med en årlig produktion af mellem 5 og 8 millioner planter har planteskolen været en af Europas største og førende planteskoler.
Planteskolen har dog i en årrække været udfordret af, at konkurrerende planteskoler i Danmark og udlandet har reduceret deres lønomkostninger markant gennem brug af underentreprenører samt en betydelig overproduktion af nordmannsgran-planter på markedet.
Arbejdsområder HedeDanmark A/S
|
Mio. kroner | 2016 | 2015 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.684 | 1.561 |
Resultat primær drift | 54 | 54 |
Resultat før skat | 41 | 55 |
Årets resultat | 28 | 41 |
Egenkapital | 283 | 277 |
Antal medarbejdere | 785 | 763 |
Regnskabet blev afsluttet den 31.12. 2016 |