23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Boligerne skal svare til det reelle behov

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Landets største byer oplever en stigende tilflytning af ikke mindst unge, der søger mod de mange uddannelsesinstitutioner i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Og det skaber meget naturligt også et stort behov for boliger.

Men omvendt oplevede eksempelvis København for første gang i mange år i 2015, at flere faktisk flyttede fra end til hovedstaden - ikke mindst børnefamilier fandt nye byer.

Så det stiller selvfølgelig spørgsmålet, om der bygges boliger nok. De fire største byer vil de kommende 10 år bygge omkring 82.000 nye boliger. Men gennemsnitligt 8.000 boliger om året lyder ikke af meget, og får da også direktør i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen til at advare mod, at der bygges for få boliger, fordi det i sidste ende kan give lavere boligstandard.

Men nu skal der ikke bare bygges for at bygges. Selvfølgelig giver det fyldte ordrebøger i byggevirksomhederne, og allerede nu giver boligbyggeriet travlhed hos betonelementproducenterne. Men omvendt kan man også hurtigt stå i en situation som under byggeboomet i 00’erne, at mange nybyggerier pludselig stod tomme, fordi krisen satte ind.

Byggerierne skal følge det reelle behov. Det giver også en mulighed for, at byggebranchen ikke pludselig ender i en situation med overophedning og flaskehalse, hvor virksomhederne ikke kan følge med de mange udbudte opgaver. Det skaber i sidste ende også en risiko for dårligt udførte boligbyggerier. Det kan hverken byggevirksomheder, bygherrer eller beboere være tjent med.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095