23948sdkhjf

Dansk arkitekt sørger for udsigt til Middelhavet

Højhus-designeren Jonas Upton-Hansen er med i byggeboom på Cypern. Ny signatur er et 100 meter højt boligtårn

Danmarks "ukendte højhusarkitekt" har slået til igen.

Den cypriotiske by, Limassol, oplever i øjeblikket et regulært byggeboom. Og den danske arkitekt Jonas Upton-Hansen og hans tegnestue er med til at sætte et skandinavisk aftryk på byens fremtid med et nyt prestigebyggeri, det 100 meter høje tårnhus Skytower.

Limassol er en by i udvikling, og Upton-Hansen Architects skal for Prime Property Group - og i samarbejde med ingeniørfirmaet BG&E - bygge skyskraberen med i alt 11.000 kvm bebygget areal fordelt på 84 lejligheder, biograf, spa, fitnesscentre, pool og parkering.

Upton-Hansen Architects

Upton-Hansen Architects er specialister i tårnhuse. Tegnestuen har designet over to mio. kvm tårnhuse i hele verden, fra Mexico over Dubai til Rusland og Cypern, alle er designet efter nyeste standarder.
Upton-Hansen Architects søger at udfordre, hvordan kendte byggemetoder kan anvendes på en ny og anderledes måde.
Læs mere på www.uha.london.

Grønt omkring tårnet
Når tårnet står færdigt, vil det bestå af eksklusive boliger på 25 etager.

En integreret del af projektet er anlæggelsen af en 2000 kvm stor offentlig park, og det har været et ønske at sikre et så stort grønt område som muligt omkring tårnet. Dette ønske er tænkt ind i designet ved at skabe et kompakt tårn med et "lille" fodaftryk.

- Et vigtigt element i designet har været landskabsarkitekturen omkring Skytower, så vi rent visuelt kunne få tårnet til at vokse ud af landskabet og dermed sammenbinde det med området - samtidig med at de lokale også kan få gavn af området, siger Jonas Upton-Hansen, som Licitationen tegnede et portræt af 7. november 2016.

Her kunne vi blandt andet fortælle, at 38-årige Jonas Upton-Hansen har tilbragt hele sit arbejdsliv uden for Danmark.

Jobs i London og Chicago
Han er uddannet arkitekt fra The Architectural Association School of Architecture i London i 2001 og blev umiddelbart efter ansat hos Fosters + Partners, der blandt andet har tegnet Elefanthuset i Københavns Zoo.

Her arbejdede han på projekterne McLaren Technology Center i England og Monaco Yacht Club, inden han i 2005 rykkede over Atlanterhavet til arkitektvirksomheden Murphy Jahn i Chicago.

I USA satte han sine streger på blandt andet det 40 etager høje 600 Fairbanks Court beboelsestårn i Chicago og et 64 etager højt lejlighedskompleks på Manhattan i New York, indtil han i 2011 bosatte sig i London og etablerede Upton-Hansen Architects.

Attraktive udearealer
Det nye tårnhus er placeret i det østlige Limassol - 285 meter fra vandet, og designfokus har været at sikre optimal udsigt over Middelhavet fra hver enkelt lejlighed. Det var et krav fra bygherren, at alle lejligheder i tårnet skulle have direkte udsigt mod havet.

Ingeniørfirmaet BG&E, og Upton-Hansen Architects har gennem flere fælles projekter i området fået opbygget et tæt samarbejde.

I Skytower er det, ifølge tegnestuen, lykkedes projektteamet at styrke selve konstruktionen af tårnhuset, så slanke søjler og udkravede balkoner er blevet en mulighed.

Det forsyner alle lejligheder med attraktive udearealer og en optimal udsigt.

- Det er en særlig opgave at bygge noget så moderne som tårnhuse i en historisk by. Vi har lagt energi i at bidrage med noget nyt og fremadskuende, mens vi stadig er tro mod områdets identitet. Vores valg af bygningskonstruktion og balkoner tillader et enkelt design med rene linjer, og det passer godt ind i områdets lette arkitektur, siger Jonas Upton-Hansen.

Projektet er igangsat og ventes at stå færdig i løbet af 2019.

100 meter på Cypern

Tårnhuset i den cypriotiske by Limassol vil får en højde på omkring 100 meter og bestå af 84 eksklusive lejligheder
De 84 lejligheder er fordelt på 1-3 værelseslejligheder samt penthouse-lejligheder.
Projektet kommer til at bestå af et samlet bebygget areal på 11.000 m2
Foruden lejligheder vil projektet bestå af en udendørs pool, spa, biograf, fitnesscenter og 89 parkeringspladser
Projektet er et samarbejde mellem Upton-Hansen Architects og ingeniørfirmaet BG&E
Projektet igangsættes 2017 med en planlagt færdiggørelse i løbet af 2019

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109