Syddanmark vedtager ny råstofplan
Der bliver udlagt 27 nye graveområder i Råstofplan 2016, som Region Syddanmark netop har vedtaget.
Planen blev sendt i høring for 11 måneder siden. Forud havde regionsrådspolitikere besøgt 14 lokaliteter og under høringen deltaget i tre borgermøder, to kommunemøder og behandlet 169 høringssvar.
- Vi har sat det meget højt at lytte og være i dialog. På den ene side skal vi balancere forsyningssikkerheden og erhvervsinteresser, og på den anden side hensynet til naboer og natur. De mange høringssvar til det oprindelige forslag viser, hvilke bekymringer et nyt graveområde giver lokalt. Og det er helt forståeligt, sagde Preben Jensen (V), der er næstformand i Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer.
Socialdemokratiets Peter Christensen understregede, at det har været en stor omgang at få planen på plads, men at han var godt tilfreds med resultatet.
- At grave grus kræver godt naboskab, og derfor vil jeg gerne opfordre alle entreprenører til at tilslutte sig vores kodeks for godt naboskab ved råstofindvinding. Det handler om at tage hensyn til naboerne i forhold til for eksempel, hvad tid man graver på dagen, og hvordan forhold omkring støv vil blive håndteret.
Område delte vandene
Dansk Folkeparti endte med at stemme nej til den samlede råstofplan, da partiet ikke kunne overbevise flertallet om at tage interesseområdet Viuf II ud af planen.
Viuf II ligger mellem landsbyerne Almind og Viuf i den nordlige del af Kolding Kommune.
- Vi forsøgte at få opbakning til et kompromisforslag, der fastholdt Viuf I som graveområde, mod at man tog Viuf II helt ud af planen, og jeg kan kun beklage den absolut manglende lydhørhed fra S og V til vores kompromisforslag. Der har sjældent været et område, hvor der har været så saglig god grund til at tage det ud af planen af hensyn til byudviklingen som i Almind og Viuf. Derfor stemte vi nej, selv om vi er for den øvrige del af planen, pointerede Niels Erik Søndergaard (DF).
SF: Pas på naturen
Også SF var optaget af, at indvindingen af råstoffer ikke må gå ud over sammenhængskraften imellem Almind og Viuf:
- SF ved godt, at det er nødvendigt at grave efter grus og ler. Men vi skal passe på naturen og undgå gener for naboerne til grusgravene så vidt muligt borgere. Vi kan se, at man på nogen planer har lyttet til borgerne i Almind-Viuf. Kolding Kommune står med en stor opgave i at sikre, at området bliver udlagt til boligområde. Almind-Viuf er et sammenhængende område og ikke Almind og Viuf, sagde Ida Damborg, der valgte at stemme for den samlede plan.
Det var et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Alternativet som stemte råstofplanen hjem. brahe