DEBAT: Tænker vindmølleproducenterne for kortsigtet?
Underleverandører til vindmølleproducenter er under så hårdt prispres, at flere er tvunget til at sige nej til ordrer for at undgå tab. Det økonomiske mål omkring prisen for en fremtidig kWh er tilsyneladende på plads for vindmølleproducenterne for, at de kan blive konkurrencedygtige i forhold til andre energiformer.
De konsoliderer sig i øjeblikket med henblik på at opnå stordriftsfordele og tilstræber ad denne kanal at opnå omkostningsreduktioner. Det øger magtforholdet i denne del af supplychain-kæden. Spørgsmålet er, hvorledes producenterne vil opnå deres endelige økonomiske mål for en pris på en fremtidig kilowatt-time?
Rigtig strategi?
De danske underleverandører presses så hårdt på priserne, at det tvinger dem til at automatisere og investere i robotteknologi. Det er positivt for udviklingen af denne industri set i forhold til konkurrencen fra udenlandske konkurrenter. Presset har dog været så markant, at mange underleverandører er kommet til den konklusion, at der er en økonomisk grænse for samarbejdet med vindmølleindustrien.
Flere underleverandører er i gang med at skifte strategi og ændre i kundeporteføljen, så vindmølleproducenter udgør en mindre del af totalen. De gør sig mindre afhængige af vindmølleproducenterne. Det burde give anledning til overvejelser om hvorvidt, at vindmølleproducenternes forsyningsstrategi er den rette til at opnå de ambitiøse mål for prisen på en kilowatt-time?
Anvendes magtforholdet blot til at prispresse underleverandørerne kan det betyde kortsigtede relationer med en fare for, at en vigtig fremstillingsviden forsvinder i værdikæden. Påtænker producenterne et længerevarende samarbejde for at sikre en base af leverandører, kan det give det økonomiske incitament til at videreudvikle fremstillingsprocessen til gavn for både producenterne og underleverandører.
Mange underleverandørerne oplever samarbejdet med vindmølleproducenterne som et had-/kærlighedsforhold. Underleverandørerne bliver ikke brugt, hvis prisen ikke er konkurrencedygtig, men kontaktes dog alligevel i situationer, hvor vindmølleproducenterne har behov for god kvalitet, fleksibilitet og hurtig levering uanset prisen.
Det er et tegn på, at underleverandørerne er svære at undvære for vindmølleproducenterne. Derfor bør producenterne overveje muligheden for et samarbejde, hvor begge parter opnår langsigtede økonomiske gevinster.
Artiklen er en del af temaet Debat.