Arkitektbranchen har imponerende overskud
Et kig på 222 arkitektvirksomheder Dansk Brancheanalyse har for niende år i træk kigget på de 222 største danske arkitektvirksomheder og deres indtjening. |
Det går godt for danske arkitektvirksomheder.
- Branchen har et imponerende overskud, som jeg ikke har set før, siger direktør i Dansk Brancheanalyse Ole Egholm.
Danske Arkitektvirksomheder har i et samarbejde med Dansk Brancheanalyse fået adgang til de seneste 15 års regnskabsdata som analysecentret ligger inde med.
Det er blevet til en analyse af Danmarks 222 største arkitektfirmaer, og den viser, at firmaerne har produceret det største overskud i 13 år.
- Det ser sindssygt godt ud. Arkitektbranchen klarer sig rigtig godt på de to vigtigste punkter. På bundlinjen har de i 2015/16 tjent 393 mio. kroner. Derudover har de haft en imponerende vækst i deres omsætning på 9,2 procent. Jeg har ikke på noget tidspunkt set, at branchen har haft så god vækst som nu, siger direktør i Dansk Brancheanalyse Ole Egholm i en pressemeddelelse.
Har skabt arbejdspladser
Analysen viser, at arkitektvirksomhederne også har været i stand til at skabe nye arbejdspladser.
- De 222 virksomheder jeg har målt på, har skabt 310 nye arbejdspladser målt på deres ansatte fra år til år. Der kan godt være skabt endnu flere arbejdspladser for arkitekterne, da de jo spreder sig som ansatte i andre brancher. Når jeg kigger på, hvor stor en del af branchen de 222 virksomheder dækker, så dækker de 87 procent. Derfor må man konkludere, at det går imponerende godt for hele branchen, siger Ole Egholm.
Bedre til at tjene penge
Ole Egholm bider mærke i, at når det går økonomisk godt i samfundet, så går det også godt for arkitektvirksomhederne.
- De gode resultater skyldes både, at arkitektvirksomhederne er blevet bedre til at tjene penge, men også at det går godt i samfundet. I virkeligheden har arkitektbranchen kun haft et kriseår i 2008, hvor der var underskud. Det går mest ud over de ansatte, hvor virksomhederne ansætter færre medarbejdere for at kunne holde overskuddet, siger Ole Egholm, som iøvrigt bemærker, at en arkitektvirksomhed ikke rigtig er nogen penge værd:
- Der er ikke nogen, der ejer arkitektvirksomheder udover arkitekter. Virksomhederne er meget personafhængige, så virksomheden er ikke nogen penge værd uden de personer, der sidder i den, siger Ole Egholm.
Sælges meget lavt
Det betyder, at arkitektvirksomhederne sælges meget lavt for eksempel i forhold til reklamebranchen.
- Hvis der var mere konceptudvikling i virksomhederne, ville tegnestuerne blive mere værd. Derudover kan man sige, at de sælger sig selv meget billigt, når de tager partnere ind, siger Ole Egholm, der gætter på, at når han får tallene fra 2016, vil de slå indtjeningsrekorden igen.
- Intet tyder på, at det kommer til at gå skidt i den nærmeste fremtid, siger han.