23948sdkhjf

Jordvarme får lettere gang på jord

Hos Geodrilling og Dansk Energi er ny bekendtgørelse for jordvarme modtaget med kyshånd

En ny bekendtgørelse for jordvarme har set dagens lys, og især på fem punkter adskiller bekendtgørelsen sig fra tidligere og lægger op til, at det bliver nemmere og billigere at etablere jordvarmeanlæg - både når det gælder terrænnære og dybe anlæg.

Som det ses, er terminologien også ændret - bekendtgørelsen har sendt begreberne horisontale og vertikale anlæg på pension.

De fem punkter lyder: 
- Kortere afstande til vandforsyningsanlæg, både almene og private 
- Ingen krav til afstande mellem boringer
- Ingen krav til inspektionsbrønde over boringer
- Intet krav til overflødigt trykovervågningssystem, pressostat eller niveauvagt, dvs. færre komponenter
- Intet krav om årligt servicebesøg

Tilfredshed 
Siden 2013 har Søren Andersen fra Geodrilling arbejdet på at få gjort etablering af jordvarmeanlæg billigere og nemmere at etablere, og han er da også overordentligt tilfreds med den nye bekendtgørelse.

- Ud over, at de her ændringer gør jordvarme mere attraktivt for husejeren, så mener jeg, at det her er et meget vigtigt skridt imod, at vi via fjernvarmeselskaber, der etablerer termonet, kan få de individuelle varmepumper ud i de områder af landet, der ikke p.t. kan nås af den traditionelle fjernvarmemodel, siger Søren Andersen.

Det er ikke kun hos GeoDrilling og Søren Andersen, at den nye bekendtgørelse falder i god jord.

- Det er glædeligt, at reglerne er lempet, for vi har set et faldende salg af jordvarmeanlæg de senere år, hvilket blandt andet hænger sammen med de mange restriktioner, der har været, siger chefkonsulent Richard Schalburg fra Dansk Energi.

Afstandskrav reduceret
Kigger man ændringerne efter i sømmene, er det særligt den kortere afstande til vandforsyningsanlæg, både almene og private, der fremover gør det langt lettere for private at anlægge jordvarme.

- Vi har haft en del sager, hvor der har været private drikkevandsboringer indenfor 300 meter, og nogle få, hvor der har været vandværksboringer inden for 300 meter. I de fleste tilfælde har vi fået dispensation fra bekendtgørelsen, men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange der bare har ringet til en installatør eller kommunen, og fået at vide, at de godt kunne glemme at etablere lodret jordvarme, fordi der var drikkevandsboringer tæt på, siger Søren Andersen.

Ifølge den nye bekendtgørelse må man nu bore helt ned til fem meter fra privat drikkevand og ned til 50 meter fra vandværksboringer. Bekendtgørelsen har også fjernet kravet om, at der skal være 20 meter mellem hver boring i et lodret jordvarmeanlæg.

Giver besparelser
Ud over afstandskravene, der gør det nemmere at etablere jordvarme, åbner bekendtgørelsen også for, at det bliver billigere. Man har for eksempel fjernet kravet til inspektionsbrønde over boringer, hvilket betyder, at man sparer en brønd til omkring 1.000 kroner pr. boring.

Samtidig stiller bekendtgørelsen heller ikke krav til overflødigt trykovervågningssystem, pressostat eller niveauvagt.

- Det giver også en eller anden besparelse, for indtil nu har man skullet have en ekstern trykovervågning på brinesiden, selvom varmepumperne allerede har et trykovervågningssystem, der stopper pumpen ved lækager. Det er dermed også en lille besparelse, hvor stor ved jeg ikke, siger Søren Andersen.

Sidste punkt på dagsordenen - eller oversigten over ændringer i den nye bekendtgørelse for jordvarmeanlæg - er, at der er fjernet krav om årligt servicebesøg.

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. april 2017, hvorved bekendtgørelse nr. 1612 af 10. december 2015 om jordvarmeanlæg ophæves.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141