VVS’er vokser på grund af bløde værdier
17 år med stigende aktivitetsniveau nåede i 2016 sit foreløbige højdepunkt hos John Jensen VVS, som netop har fremlagt et årsregnskab med rekordhøj omsætning og indtjening.
Omsætningen er vokset med 22 procent, mens resultatet før skat er forbedret med 43 procent til 7,2 mio. kroner.
Ejer og administrerende direktør Jesper Leen Jensen peger først og fremmest på de bløde værdier, når han skal forklare den positive udvikling og det faktum, at VVS-virksomheden fra Hedehusene aldrig har haft et rødt regnskab:
- Vores succes bunder i tilfredse kunder, siger Jesper Leen Jensen og tilføjer:
- Ordentlighed og kvalitet går aldrig af mode. Og vi ser virksomhedens fortsatte fremgang som resultat af mange års fortsatte bestræbelser på altid at leve op til og matche kundernes forventninger. Det handler om positive gensidige relationer, tillid og troværdighed.
Værdifuld sparring
John Jensen VVS er grundlagt i 1962 af Jesper Leen Jensens far, John Hugo Jensen, som i 2000 overdrog sin virksomhed til sønnen. Siden er omsætningen øget fra syv til godt 160 mio. kroner, og John Jensen VVS beskæftiger i dag 130 ansatte fordelt mellem hovedkontoret i Hedehusene samt afdelinger i Roskilde, Tåstrup, København og Hørsholm.
At væksten kommer netop nu, tilskriver Jesper Leen Jensen ikke mindst sin professionelle bestyrelse, der har leveret værdifuld sparring i det strategiske arbejde, hvor fokus er rettet mod medarbejderudvikling og styrkelse af virksomhedens kernekompetencer inden for ’rene’ VVS-opgaver.
- Det har været en succes, der sætter ultimativt positive aftryk i virksomhedens resultater, og vi er ambitiøse:
Vi vil være den foretrukne VVS-installatør på Sjælland og i hovedstadsregionen, siger bestyrelsesformand Lars Christian Brask.
Tusind kroner | 2016 | 2015 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 73.386 | 60.934 |
Resultat af primær drift | 7.420 | 5.205 |
Resultat før skat | 7.174 | 5.009 |
Årets resultat | 5.554 | 3.828 |
Balancesum | 56.821 | 40.802 |
Egenkapital | 15.554 | 10.000 |
Antal ansatte (gennemsnit) | 121 | 105 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2016 |