DAGENS LEDER: Virksomheder gør det bedre
Besparelserne er til at tage føle på, når kommunerne udliciterer deres vej- og parkopgaver.
Ifølge et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet kan en dansk kommune i gennemsnit spare 11,4 procent ved at lade en privat virksomhed overtage de grønne opgaver. Og det er da til at tage at føle på.
Samtidig indfries det samlede besparelsespotentiale først efter gentagne udbud, så man kan jo kun spørge sig selv, hvorfor kommuner og øvrige offentlige instanser ikke er nået videre i forhold til udlicitering.
Nu skal kommunerne selvfølgelig ikke udlicitere bare for udliciteringens skyld, men summa summarum er jo, at udliciteringsgraden i Danmark fortsat er lav.
Det er jo utroligt, at mange kommuner fortsat driver vej- og parkarbejde, når det ikke nødvendigvis er en kommunal kerneopgave. Graden af udlicitering på det grønne område er godt nok steget fra 38,5 til 57,2 procent fra 2007 til 2015. Men dette tal kunne være langt højere, hvis kommunerne erkendte, at den opgave lå langt bedre hos eksempelvis anlægsgartnere og anlægsentreprenører. De vil ofte kunne gøre det langt billigere end kommunerne.
Alt for ofte hører man en klagesang fra kommunerne om, at de har problemer med at finansiere kernevelfærdsydelserne. Men ved at udlicitere de grønne opgaver får kommunerne jo netop frigjort midler til drift og opførelse af skoler, plejehjem og daginstitutioner.
Derfor er øget udlicitering kun vejen frem.