23948sdkhjf

Vvs-forhandlinger bryder sammen

Tekniq og forbundet Blik og Rør nåede ikke til enighed om en ny overenskomst på vvs-området, og vvs-overenskomsten bliver derfor en del af forligsmandens mæglingsskitse

Heller ikke i 2017 lykkedes det Tekniq, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal at nå til enighed om en ny overenskomst på vvs-området.

Søndag den 19. marts gjorde parterne et sidste forsøg, da de for tredje gang i forhandlingsforløbet var samlet i Forligsinstitutionen. Tilstede var også repræsentanter fra DA og LO, men parterne nåede ikke til enighed.

- Alle muligheder for forlig er desværre udtømt nu, og det er dybt beklageligt. Vi har strakt os langt i forsøget på at undgå denne situation, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, i en pressemeddelelse.

Fra modparten i Blik- og Rørarbejderforbundet udtalte forbundsformand Max Meyer efter det sidste møde:

- Det er rigtig ærgerligt, at vi trods gentagne forsøg ikke lykkedes at forhandle en aftale på plads. Vi gjorde et stort stykke arbejde og strakte os langt for at blive enige om en aftale. Men ingen af løsningsforslagene var nok for Tekniq, og det er årsagen til sammenbruddet, siger han i en pressemeddelelse.

Det betyder, at det i stedet bliver forligsmanden, der kommer med et mæglingsforslag. Forslaget kommer til at indgå i det samlede mæglingsforslag, der bliver fremsat for det private arbejdsmarked. 

Vvs-overenskomsten omfatter omkring 1.000 virksomheder med tilsammen 11.000 medarbejdere. Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2012 og 2014 lykkedes det heller ikke for Tekniq, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal at nå til enighed.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141