Nye skræddersyede bofællesskaber
Tre bofællesskaber for voksne med udviklingshæmning skal samles under Center for Voksne med Særlige Behov i Ballerup Kommune. Ambitionen er at bygge nye moderne og mere tidssvarende boliger, der styrker netværket mellem beboerne.
Lone Thomsen, formand for Ballerup Boligselskab, der er bygherre på de nye et-plans boliger, er meget glad for, at netop dette projekt nu kan realiseres.
- Voksne med udviklingshæmning har behov for skræddersyede boliger, der tilgodeser den enkeltes behov, siger hun.
Nye gode rammer
Lone Thomsen tilføjer, at man nu står med et boligprojekt med blandt andet fleksible boliger, aktive grønne uderum og rummelige fælleslokaler, hvor muligheden for at netværke er højt prioriteret.
- Boligerne bliver de mest moderne boliger, vi længe har set - og det er en stor glæde for os, at det kan lade sig gøre at give de udviklingshæmmede og deres pårørende så gode rammer, siger Lone Thomsen, der kender en del til området, da hun udover sit formandskab i boligselskabet, er frivillig aktiv i Ballerup Handicap Idræts Club.
Vandkunsten tegner
Domea.dk er forretningsførende på projektet og har mange års erfaring i at opføre boliger.
- Vi bygger ikke kun boliger, man kan bo i, men tænker også på helheden, så man sikrer synergi mellem byggeri, omgivelser og beboere. Det er altid vores ambition - også i dette projekt, siger Christian Kierkegaard, som er projektudviklingschef i Domea.dk.
Arkitekt på boligerne er Tegnestuen Vandkunsten, der sammen med Ingeniørfirmaet Wissenberg og Domea.dk også fremover - i samarbejde med Ballerup Kommune - står for udformningen af projektet.
Praktisk støtte
De kommende beboere vil være voksne med udviklingshæmning, der har behov for socialpædagogisk og praktisk støtte i et tilbud med døgndækning. Borgerne har i overvejende grad et funktionsniveau svarende til en udviklingsalder på 3-5 år og har både fysiske og psykiske udfordringer i varierende grad.
"Boligerne, der skal bygges på Bybjergvej, vil have en udgang til egen lille have og for de flestes vedkommende adgang til en fælles grøn atriumgård, køkkenfaciliteter og gode adgangsforhold til dagtilbuddet og de grønne omkringliggende arealer", skriver Domea i en pressemeddelelse.
Ballerup Kommune har også høje ambitioner med projektet og ønsker et multihus for beboere og byen.
- Domea.dk skilte sig ud med en innovativ tilgang til opgaven, stor forståelse for involveringen af brugere samt forståelse for kompleksitet og muligheder i projektet, siger Mads Bo Bojesen, der er chef for Center for Ejendomme i Ballerup Kommune.