23948sdkhjf

DAGENS LEDER: På jagt efter farligt arbejde

Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad

Der er masser af ting, man kan komme til skade med, når man som bygningshåndværker eller anlægsarbejder går på arbejde. Vi har et system, der skal sørge for, at ulykker ikke sker, og i overenskomsten, som netop er indgået, er der igen fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed.

Alligevel er der så to dødsulykker med motorbører i det forgangne år. Og det er to ulykker for meget. Det må rejse spørgsmålet om det overhovedet er forsvarligt at anvende denne type maskine på en byggeplads, hvis det er så nemt at komme fatalt til skade.

Hvad enten det er gamle maskiner som ikke har fået påmonteret sikkerhedsudstyr, eller det er nye maskiner, så er der en måde, hvorpå man kører disse maskiner rigtigt, og måder man gør det forkert.

Der er al mulig grund til det fokus på arbejdsmiljø som i disse dage sættes på arbejdsmiljøkonferencen. Og digitalisering er klart en del af vejen frem, fordi den på forhånd kan sætte fokus på eventuelle problemer, så de kan forebygges. Men det stopper bare ikke her. Der skal meget mere til, og det betyder blandt andet, at alle parter må tage deres del af ansvaret for, at ulykker ikke sker.

Med alle parter menes der også medarbejderne, for selv om de ofte havner uforskyldt i en farlig situation, er der også tilfælde, hvor der bør skelnes mellem arbejdsgiveransvaret og medarbejderansvaret.

En anden vej frem er måske også at påskønne, når medarbejdere selv tager et initiativ til at arbejde mere sikkert, og passe på sig selv og hinanden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094