23948sdkhjf

25 vvs-virksomheder ramt af strejker

Forhandlingerne om en ny vvs-overenskomst sat på pause indtil fredag

Strejkerne i vvs-branchen forsatte onsdag, dog i mindre skala end det var tilfældet de to foregående dage.

Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne i gårsdagens avis fortælle om arbejdsnedlæggelser blandt blikkenslagere og rørarbejdere flere steder i landet. Arbejdsnedlæggelserne skulle være gennemført i protest over, at arbejdsgiverne ønsker et opgør med værnebestemmelsen i vvs-overenskomsten. Det har flere strejkende udtalt til netmediet Avisen.dk.

Onsdag eftermiddag havde 25 virksomheder ifølge installatørernes organisation Tekniq og forbundet Blik og Rør indberettet arbejdsnedlæggelser i strid med overenskomsten. Heraf var to registreret fra onsdag. Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, kalder strejkerne "dybt beklagelige".

- Man opnår de bedste resultater ved at stå ved de overenskomstaftaler, der er indgået. Derfor er det ærgerligt, at der ikke bliver vist respekt for fredsaftalen, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad og tilføjer, at det ikke kommer til at påvirke arbejdsgiverne under de igangværende forhandlinger.

- Vi føler os ikke mere pressede på grund af arbejdsnedlæggelserne.

Blik og Rør har siden de første strejker mandag pålagt medarbejderne at vende tilbage til arbejdet, da det er i strid med overenskomsten, og det er fortsat beskedden til medlemmerne. Forbundsformand Max Meyer har ikke ønsket at kommentere yderligere, mens overenskomstforhandlinger pågår.

Forhandlingerne om en fornyelse af vvs-overenskomsten brød sammen søndag og er siden fortsat i Forligsinstitutionen. Tirsdag aften besluttede forligsmand Ole Hasselgaard at sætte forhandlingerne på pause indtil fredag klokken 11.

Niels Jørgen Hansen fortæller, at der er sket fremskridt i forhandlingerne, men at de ikke har været tilstrækkelige.

- Vi er godt klar over, at tiden er ved at rende ud, men ikke alle muligheder er udtømt, og vi tror fortsat på, det kan lykkes at blive enige om en aftale.

I en pressemeddelelse understreger Blik og Rør også, at der stadig er håb for en aftale.

- Pausen er udramatisk og ikke udtryk for hverken sammenbrud eller uoverstigelige uenigheder. Forklaringen på pausen er, at visse tekniske spørgsmål skal afklares, siger næstformand Henrik W. Petersen.

Værnebestemmelse

Bestemmelsen har været i overenskomsten for vvs-området siden 1924. Bestemmelsen giver arbejdsgiver og arbejdstager mulighed for kontrolopmåling, så et stykke arbejde kan aflønnes efter akkordprislisterne på vvs-området. Både i 2012 og 2014 var bestemmelserne et hovedelement i ok-forhandlingerne mellem Tekniq og Blik og Rør. I begge tilfælde lykkedes det ikke at indgå en ny aftale
Bestemmelsen er også en af de primære knaster i de nuværende forhandlinger

Fredspligt

Når der er indgået en kollektiv overenskomst, er der fredspligt i overenskomstperioden
Fredspligten betyder, at hverken virksomheden eller medarbejderne må standse eller nedlægge arbejdet, så længe overenskomsten gælder
Medarbejderne har ikke ret til løn, når arbejdet er nedlagt, og hvis de fortsætter arbejdsnedlæggelsen efter at have fået et pålæg om at genoptage arbejdet, vil de blive idømt en bod

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093