Iværksætter med stålvilje
Byrdal’s Kloak & Blik bliver drevet af ægteparret Mette og Brian Byrdal. Mette er uddannet jurist og tager sig af administration og økonomi, mens Brian tager sig af salg og arbejdsopgaver ude i marken. Det er også Mette, der sørger for, at virksomheden sætter tæring efter næring og ikke lader kassekreditten løbe løbsk.
Virksomheden blev etableret på hjemmeadressen i Kastrup i 2013. Kontoret er indrettet i et skur i baghaven. De første tre måneder havde Brian Byrdal et fuldtidsarbejde som skraldemand ved siden af, for netop at sikre at der kom penge i kassen. Herefter har kloakfirmaet haft hans fulde opmærksomhed. Ideen med blik er aldrig rigtig blevet til noget. Virksomhedens har specialiseret sig i fejlfinding og renovering af kloakledninger - primært i det storkøbenhavnske område.
- Jeg har altid haft en selvstændig i maven. Ud over min familie er arbejdet mit liv, fortæller Brian Byrdal, der først blev uddannet blikkenslager, inden han gik i gang med kloakmesteruddannelsen.
Nu med egne maskiner
Frem til 2016 lejede Brian Byrdal maskiner, når han skulle bruge en gravemaskine eller en dumper.
- I 2016 rykkede forretningen. Vi fik nogle store ordrer, og kunderne er kommet igen. Men det kræver da også en vis portion held for at få opgaverne, siger iværksætteren.
Foruden de to indehavere er der ansat fire medarbejdere. Maskinparken er indviet med tre Terex gravemaskiner, dumper og motorbør. Alle enheder er købt hos Maskinhuset A/S’ afdeling i Slagelse.
Flowet af opgaver ser fornuftigt ud her i 2017, men Brian Byrdal har svært ved at se, at væksten kan fortsætte i samme tempo. Forklaringen er, at det nærmest er umuligt at finde kvalificeret arbejdskraft. I stedet må Brian Byrdal hyre andre kloakfirmaer ind som underleverandører.
Service betyder alt
Brian Byrdal har fundet en vej ind på markedet, som alle aktører i branchen burde kende.
- Markedet i Storkøbenhavn er ikke så ringe, men det er den service, jeg hører, kloakfirmaerne giver deres kunder. Vi går en anden vej og prøver at holde vores aftaler, og er der problemer, så finder vi en løsning. Den kontante holdning til tingene kan kunderne godt lide, siger Brian Byrdal.
Service betyder alt - også når Brian Byrdal skal købe maskiner.
- Hos Maskinhuset bliver der handlet på tingene, og det er i bund og grund det, det hele handler om, pointerer han.
Ligesom det er afgørende at have dygtige medarbejdere, er det også vigtigt at have nogle velkørende maskiner.
- Nye maskiner kører bare bedre, hvor brugte maskiner ofte er forbundet med reparationer osv. Hvis vi vil differentiere os på servicen, så skal maskinerne bare virke, når der er brug for dem, fastslår Brian Byrdal.
sigh