23948sdkhjf

Branchen gør sig skarp på arbejdsmiljøet

I disse dage mødes byggeriets forskellige parter til konference med digitalisering som overskrift

Når Dansk Byggeri 16. og 17. marts holder den årlige arbejdsmiljøkonference, er hovedtemaet digitalisering. Mange af os har et billede af, at digitaliseringstoget buldrer derudad, og vi føler måske ovenikøbet også en vis nervøsitet over, hvordan man finder ud af at løse billet til toget, og hvor kører det hen? I grøften eller ind i det, der kaldes fremtiden?

Men sikkert er det, at byggebranchen allerede nu kan mærke, at der er gang i udviklingskedlerne. Der er flere processer, der er helt vendt på hovedet eller disruptet, som vi skal vænne os til at kalde det.

Der bygges boligblokke i en form for byggeklodssystem i lukkede haller, og væk er problemer med fugt, temperatur og træls blæst for håndværkerne. Der simuleres byggeprocesser, så ikke blot arkitekten og ingeniørerne har hånd i hanke med planlægning.

Nu kan også entreprenørerne og håndværkerne bidrage med deres praktiske viden og erfaring allerede på tegnebrættet, så byggeriet kommer til at fungere uden bøvl, tunge løft og ulykker. Og mon ikke de projekterende er begyndt at se sig lidt over skuldrene, når entreprenørerne efterhånden begynder at kunne overtage flere dele af projekteringen?

Problemerne kan forudses
Der skal nok dukke nye problemer op, når byggebranchen er i gang med at bryde deres vante samarbejdsformer op, men muligheden er der for at forudse dem og finde ud af, hvordan vi gør det bedst muligt, når vi arbejder med det, som vi gør på arbejdsmiljøkonferencen.

Konferencen er også en mulighed for at mødes med ligesindede og udveksle erfaringer fra egen hverdag samt prøve egne valg og kompetencer af med den viden og de erfaringer, som andre inden for branchen har gjort sig. Deltagerne kommer tilbage år efter år, og de kommer ikke bare for selv at fortælle om deres erfaringer og ideer. De er også meget optaget af at høre om andres måde at tackle arbejdsmiljøet i dagligdagen på.

Mange bruger også den professionelle sammenkomst til at få et brush-up og dermed lidt efteruddannelse inden for en række centrale temaer. Og det er klart, at jo mere nødvendig viden disse professionelle inden for arbejdsmiljø kan tage med sig hjem i virksomhederne, jo nemmere bliver hverdagen for os alle, og jo bedre bidrager det til at højne det generelle arbejdsmiljøniveau.

Besøg af Arbejdstilsynet
Et andet tema på konferencen er ansvar efter arbejdsmiljøloven. I den forbindelse kommer Arbejdstilsynet forbi. I Dansk Byggeri arbejder vi for, at bygherrer, projekterende og rådgivere alle tager deres del af ansvaret for at forebygge ulykker. Når det så er sagt, håber vi på, at Arbejdstilsynet tydeligere vil skelne mellem, hvornår arbejdsgiveren har ansvaret, og hvornår den ansatte selv har ansvaret. I Dansk Byggeri har vi inden for de seneste år mødt flere sager, hvor Arbejdstilsynet indledningsvist har vurderet, at virksomheden burde straffes for overtrædelser af lovgivningen. Og ja, alvorlige ulykker skal først og fremmest forebygges via instruktion og tilsyn i sikkerhed af arbejdsgiveren, men hvis den ansatte på trods af instruktion og tilsyn alligevel tilsidesætter klare og velkendte arbejdsmiljøregler, bør Arbejdstilsynet holde den ansatte ansvarlig for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Dog skal der ikke herske tvivl om, at vi er meget glade for, at Arbejdstilsynet deltager på konferencen. Vi anser nemlig et godt samarbejde mellem myndigheden og virksomhederne som en forudsætning for forståelse af de mange regler, der gælder på arbejdsmiljøområdet, og dermed et helt centralt led i at forbedre arbejdsmiljøet inden for bygge- og anlægsbranchen.

Den meste sikre vej fremad er netop samarbejde og konstruktiv dialog. Vi vil og skal samme vej, og ingen kan være interesseret i andet, end at alle overholder reglerne for konkurrencens skyld - men først og fremmest for den enkeltes sundhed og førligheds skyld.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125