Modulbyggeri vinder hæder
MODULBYGGERI Modulbyg-producenten Scandi Byg A/S fra Løgstør leverede sidste år modulerne til den almene rækkehusbebyggelse Tømmergården i Jyllinge ved Roskilde.
Det er opført i samarbejde med ONV Arkitekter, Jaja architects og rådgiveren Bascon, der nu er en del af Cowi.
Byggeriet modtog sidste år både branchemagasinet Byggeris titel som Årets Byggeri 2016 i boligkategorien, mens Danish Wood Award specifikt gik til ONV arkitekter og arkitektfirmaets socialt ansvarlige arbejde med blandt andet de samme spændende Scandi Byg-boliger i Tømmergården
- Som entreprenør og systemproducent har vi maksimal fokus i valgene for den grundlæggende kvalitetskonstruktion og derved mulighed for at præge det helt nødvendige, som øjet ikke hæfter sig ved. Omvendt kan arkitekterne, som Scandi Byg vælger at samarbejde med, for eksempel ONV Arkitekter og Jaja architects på Tømmergården, så til gengæld få mulighed for at bruge al deres kreative energi på sammen med os at skabe den synlige arkitektur, indenfor de fleksible rammer, som vores koncept åbner, forklarer salgsdirektør Jesper Hoffmann hos Scandi Byg i en pressemeddelelse.
35 rækkehuse
Tømmergården er opført for Roskilde Nord Boligselskab og består af 35 rækkehusboliger i en eller to etager i variable størrelser fra 93 til 130 kvm.
Boligerne er etableret som syv supervillaer i et parklignende miljø og i arkitektonisk pagt med den skønne naturgrunds store træer, nær skov og sø.
Med en beklædning af egetræ samt grønt sedum-tag leder boligerne tankerne hen på små naturlige bakker i landskabet. Beboerne kunne rykke ind i 2016 og ventelisten til en bolig i den nu prisbelønnede bebyggelse er i dag lang.
Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter og arkitekt på Tømmergården, kalder arkitektens udfordring i netop almennyttigt boligbyggeri for "den ypperste".
- For hvordan bygger vi billige, funktionelle boliger, som samtidig er af en høj arkitektonisk kvalitet både inde og ude. Og hvordan bygger vi samtidig trygge fleksible hjem for alle slags beboere: børnefamilier, singler, unge og ældre? spørger Søren Rasmussen. brahe